I eftermiddag kl. 15-17 får Gellerup Forsamlingshus besøg af musikeren Simona Abdallah, som spiller og fortæller om sit liv. Simona Abdallah er en palæstinensisk-dansk perkussionist og coach, og hun har spillet med nogle af de største musikere i verden. Arrangementet er udsolgt, men du kan følge med live via denne Facebook-begivenhed.
En 17-årig dreng blev natten til fredag kl. 01.35 anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standet på Silkeborgvej i Brabrand. Den 17-årige havde ikke førerret og brugte desuden ikke sele, så han blev også sigtet for begge de overtrædelser. Som passager i bilen sad desuden en 18-årig mand, som medbragte en kniv. Den 18-årige blev anholdt og sigtet for overtrædelse af knivloven.
Den tidligere Brabrand-spiller Jesper Brinck var med for KI Klaksvik, der skulle få en forrygende torsdag aften på Færøerne. Holdet vandt hele 6-1 over Dinamo Tbilisi fra Georgien og kvalificerede sig til næste runde af kvalifikationen til Europa League. Jesper Brinck lagde op til et af Klaksviks mange mål.
Ligeledes i eftermiddag kl. 17-19 holder kunstnersammenslutningen Åbne Døre fernisering på Gallerie Parnasse, Rosensgade 22, baghuset. Her udstiller blandt andre de to kunstnere fra Brabrand, Lise Barsøe og Inge Marie Kristensen. Udstillingen er åben frem til den 2. oktober.
Lørdag og søndag kl. 11-17 holder Åbne Døre åbne atelierer hos Inge Marie Kristensen, Pallisvej 42, og Lise Barsøe, Pallisvej 28. Også hos Atelier JP17B og Jydsk Grafisk Værksted er der åbent i de nævnte tidsrum.
I aften kl. 21.00 kan du i Café Brabrand høre en koncert med Rune Herholdt & The Gospel Brothers. Aftenen starter allerede kl. 19, hvor Morten Sand serverer cafégryde. Pris 100,- for mad og koncert. Du kan bestille billetter på denne hjemmeside.