Gasværket lagde torsdag aften scene til endnu en formidabel musikalsk oplevelse, da violinisten Bjarke Falgren lagde vejen forbi med sine All Stars. Med inspiration fra steder som Portugal, Cap Verde og Sverige tog de tilhørerne vidt omkring i det musikalske univers. Og Bjarke Falgren viste, at et over 200 år gammelt instrument kan lyde på masser af måder.
Weekenden starter tidligt i denne uge. Fra kl. 13 i dag fredag arrangerer Kultur og Borgerservice en mini-festival på Verdenspladsen ved siden af Gellerupbadet. Kl. 16.30 optræder Cirkus Tværs og Gøglerskolen, kl. 19.30 spiller Bogfinkevej og 20.15 går rapperne AY og Mowi på.
Verdenshavernes Venner i Gellerup har fået 108.000 kr. fra et EU-støttet globalt projekt ved navn SíEUGreen. Foreningen skal bruge pengene til at eksperimentere med isolering af fælleshaver og højbede i Gellerup og Toveshøj for at forlænge dyrkningsperioden af grøntsager. Læs mere hos Gellerup.nu
I aften kl. 18.00 holder Gellerup Kirke international aften, denne gang med rumænsk mad og kultur.
Ligeledes i aften åbner Jupiters Billedskole kl. 19.00 udstillingen Fra bog til kunst, der foregår hos Jupiter Gellerup i Blixens, Karen Blixens Boulevard 7. Der er også åbent lørdag og søndag kl. 13-15.