I aften kl. 19.15 er der ægte pokalstemning i Brabrandhallens hal 1. Brabrands 3. divisionshold for herrer møder på deres vej ud i Europa i 6. runde af Santander Cup ligagiganterne fra Skjern. Det bliver en forrygende aften i hallen med underholdning, publikumspræmier, musik og håndbold. Fra klokken ca. 17.00 vil der være boder rundt hallen, hvor der kan købes, øl, vand, slik, sandwich, tapassnacks og pastasalat med kylling. Fra kl. 18.00 kan du købe stadionplatter med grillmad i baren i hjørnet af hallen.
Den tidligere forsanger i Outlandish, Isam B, skulle i aften have optrådt i Gellerup Kirke sammen med koret Lighthouse. Men koncerten er blevet aflyst. Gellerup Kirke har ikke angivet nogen begrundelse for aflysningen.
Der er for alvor kommet liv på Gellerupscenen. Ud over Kulturkollektivets arrangementer bliver scenen flittigt brugt af Aarhus International School, der øver West Side Story og Det Kongelige Teater, der øver med statisterne til Hobitten. Gellerupscenen kan bookes af alle. Der er plads til næsten 450 tilhørere ved den store scene og lige under 150 ved den lille.