Brabrands håndboldkvinder i jyllandsserien havde torsdag aften besøg af Aarhus Fremad, og kampen resulterede i en sikker sejr til Brabrand på 33-18. Brabrand fører rækken sikkert, mens Fremad ligger i bunden.
Over 50 børn og unge fra de lokale fritids- og ungdomsklubber og ungdomsskolen i Gellerup-Toveshøj fik tirsdag overrakt 82 OCN-diplomer og fik meget flotte og rosende ord med sig af uddeleren, Aarhus Kommunes nye direktør for Børn og Unge, Martin Østergaard Christensen.
Brabrand Håndbold holder i eftermiddag nytårskur i Brabrandhallen for ungdomsspillerne og deres forældre. Arrangementet starter allerede kl. 16.30 på grund af VM-semifinalen i håndbold mellem Danmark og Frankrig, der naturligvis vises på storskærm kl. 17.30.
En 22-årig mand var i den grad ikke interesseret i at komme i kontakt med Østjyllands Politi, da han onsdag opdagede en patrulje på Holmstrupgårdsvej. Manden parkerede hurtigt sin bil og løb ind i en bygning på stedet. Den manøvre fik dog først politiet til at være opmærksom på den 22-årige, som de fandt i et baglokale. Her bad de manden om at opgive sit navn og personnummer, hvilket han dog nægtede. I stedet forsøgte han at gå væk fra betjentene, der tog fat i hans arm. Det fik den 22-årige til at råbe op og kalde betjentene for ”ludere” og ”røvhuller”, mens de anholdt ham. Det endte med, at han blev taget med på stationen, hvor han blev sigtet for at fornærme politiet og modsætte sig anholdelse.
En gruppe på fire personer gik i går rundt i Gellerup-området med et kamera. De påstod at de kom fra tysk tv og ville gerne ind og filme i boligen. Brabrand Boligforening udsendte en advarsel ud fra en formodning om, at det kan være svindel og opfordrede derfor til, at man ikke åbner op.