Vaskeriet – en øvebane for udviklingshæmmede på Louisevej har fået 10.000 kr. af Middelfart Sparekasse, der hvert år deler 1,5 million kroner ud af deres overskud til foreninger. “Vi kan næsten ikke få armene ned, for det er vildt mange penge der falder på et vildt tørt sted,” skriver Vaskeriet på Facebook. Mie, Sofie, Miski og Lotte fra Vaskeriet tog imod den store check.
Livsstilsbutikken KAiKU på Langdalsvej er kandidat til prisen som Danmarks bedste shoppingoplevelse, en konkurrence der afholdes af Min By Media, der blandt andet står bag MigogAarhus. KAiKU er nu i finalen, hvor butikken dyster mod 24 andre finalister om prisen. Du kan stemme på KAiKU via dette link. Afstemningen slutter d. 3/12.
I formiddag kl. 10-12 inviterer Bydelsmødre i 8220 til åben fredagscafé, hvor det denne gang handler om forsikringer: Hvorfor er det godt at være forsikret og i hvilke situationer kan du få brug for dem? Det foregår i Laden, Edwin Rahrs Vej 6B.
Så er juletræet pyntet på Gellerup Bibliotek. Det blev ordnet som en del af Torsdagsværkstedet, der er et åbent maker space-forum for børn og unge i alderen 8-13 år.
På tirsdag d. 28. november kl. 14.00-15.30 kan du møde fungerende kulturrådmand Mahad Yussuf på Gellerup Bibliotek og stille spørgsmål eller fremsætte ønsker om fritids- og kulturlivet i Aarhus.
Tirsdag kl. 16.30-19.00 holder Samvirket i Gellerup og Toveshøj kvartalsmøde. På mødet, der foregår i Laden, vil der være en række korte oplæg, blandt andet fra IVF og Foreningen FamilieNetværk, om frivillighed og mobiliseringen af forældre, efterfulgt af en drøftelse i plenum.