I maj har Brabrand Aarslev Kirker temadage om at vågne, og i den sammenhæng inviterer kirkerne i morgen, lørdag, kl. 4.30 til at ta´ på tur til Årslev Engsø for at opleve fuglenes morgenkoncert. John Schmidt fra Ornitologisk Forening vil fortælle lidt om fuglene ved engsøen, og kirkerne sørger for gratis kaffe i kanderne og frisk morgenbrød. “Vi slutter af med selv at synge nogle morgensalmer og -sange, før vi går hver til sit,” skriver kirkerne i invitationen. Mødestedet er p-pladsen på Skibbyvej ved Årslev Engsø, ca. 100 meter uden for Skibby. Et lille pip til kirkekontoret om du kommer, vil være dejligt af hensyn til kaffebrygning og morgenbrød, skriver kirkerne.
I eftermiddag kl. 13.00-14.30 inviterer Livsværkstederne til det andet af en række møder med kandidater til EU-parlamentsvalget, denne gang får Café Vita besøg af Margrethe Auken. Det foregår i caféen i City Vest – ved siden af Matas.
Sammen med frivillige lystfiskere fra Vandstjernerne har Aarhus Kommune genoprettet en cirka 100 meter lang strækning af Aarhus Å ved Harlev Mølle. Her er åen blevet udvidet fra cirka 5 meter til 8-10 meter. “På den måde har vi genskabt et bredt, lavvandet stryg, som der historisk set har været mange af i åen,” skriver kommunen på Facebook-siden Natur & Miljø Aarhus. Her kan du se en video fra arbejdet.
Hvis du er mellem 9 og 12 år og er vild med gode historier, har du måske lyst til at deltage i sommercamp på Gellerup Bibliotek. Det foregår 1.-4. juli i tidsrummet kl. 9-14, hvor der vil være masser af spændende aktiviteter på biblioteket. Du kan tilmelde dig på biblioteket.