En 81-årig mand fra Brabrand blev torsdag kl. 15.51 dræbt i en færdselsulykke på Pallisvej. Han kom gående med sin rollator, da han blev ramt af en bakkende lastbil og kørt over. Lastbilen kørte bagefter fra stedet, formentligt fordi chaufføren ikke opdagede, at han havde ramt nogen. Efterfølgende fandt politiet frem til den lastbil, der formodes at have påkørt den 81-årige. En 64-årig mand fra Syddjurs, som var chauffør i lastbilen, blev kortvarigt anholdt og afhørt. En bilinspektør skal nu undersøge ulykken nærmere. Indtil rapporten ligger klar, ønsker Østjyllands Politi ikke at udtale sig yderligere om ulykken.
Alex Nyborg Madsen, Sascha Dupont, Ivan Pedersen m. fl. sang i aftes julen ind ved en udsolgt koncert på Gasværket, “Sing, sing, sing”. Her fyldte de kendte julesange kun ganske lidt, mens bl.a. en masse selvskrevne sange blev præsenteret. Det hele var pakket smukt ind i flerstemmig sang og hyggelig, afslappet stemning på scenen.
I den kommende weekend melder julen for alvor sin ankomst i Brabrand, når der er julemarked på Gasværket både lørdag og søndag kl. 11-16. Samtidig med julemarkedet præsenterer fem kvindelige kunstnere på førstesalen ler- og stentøj, porcelæn og glas i ”Liv med ler”.
Også AS Blomster på Egebjergvej holder julestue i den kommende weekend. Både lørdag og søndag kl. 12-16 er der æbleskiver og et glas portvin på Egebjergvej 167. Man skal dog tilmelde sig på forhånd via Facebooksiden her.