Østjyllands Politis afdeling for særlige sager var torsdag kl. 07.00 på besøg på en adresse i Brabrand, hvor politiet havde fået oplysninger om, at der muligvis befandt sig flere ulovlige kamphunde. Ved ankomst til adressen fandt betjentene i alt 12 hunde, der umiddelbart blev vurderet til at tilhøre den ulovlige race pitbull terrier. Hundene blev taget med af politiet og er nu anbragt i pension, mens sagen behandles. To mænd på 23 og 35 år er blevet anmodet om overfor politiet at dokumentere, at hundene ikke er ulovlige.
På mandag starter forhandlingerne om, hvordan fremtidens skoletilbud i Gellerup, Toveshøj og Bispehaven skal se ud. Allerede inden det går løs, melder rådmand for Børn og Unge, Thomas Medom (SF) i dag ud i et indlæg i Stiften, at der skal være en stærk lokalt forankret folkeskole i lokalområdet. “Til attraktive boligområder hører en stærk lokal folkeskole”, skriver han blandt andet.
Brabrands håndboldpiger var allerede inden den sidste kamp i aftes rykket op i 3. division, men det var ikke til at se. De blæste aftenens modstander fra Nørager af banen, og vandt med cifrene 41-18. På billedet ses de glade spillere sammen med trænerne Peter Sørensen og Niels Chr. Pedersen.
Fællesgartneriet i Årslev har fået støtte af Hedeselskabet til opførelse af to shelters med den skønneste udsigt over Årslev Engsø. 24. april kl. 16.30 vil det blive fejret med et glas vin eller en øl på terrassen hvor man kan høre mere om projektet og om hvordan man kan booke shelterne.
På onsdag d. 27. marts kl. 10.30 inviterer Gellerup Bibliotek til åben læsekreds. Bogen i centrum er Opland af Jens Vilstrup. Den har kunnet hentes på Gellerup Bibliotek fra fire uger før arrangementet.
En 21-årig mand blev torsdag kl. 15.12 sigtet for kørsel uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Edwin Rahrs Vej i Brabrand.