Smag På Aarhus inviterer lørdag kl. 10-13 til naturdag på Naturcenter Sølyst, Louisevej 100. Naturdagene er normalt et stort tilløbsstykke, og denne gang kan I være med til at kigge efter fugle. “Vi skal se, hvor mange fugle, vi kan spotte på forskellige områder ved Sølyst og følge deres færd med redebygning. Derudover tændes der op for bål, hvor vi rister flutes med ramsløgspesto,” skriver Smag På Aarhus om arrangementet.
I dag kl. 16-19 inviterer Aarhus Klatreklub alle familier til at kigge forbi den nye moderne klatrehal i Sports- og Kulturcampus, hvor der er gratis prøve-klatring. Det er et tilbud, som Aarhus Klatreklub har hver fredag i dette tidsrum.
Vores Brabrand var torsdag morgen i aktion i forbindelse med Brabrand Divisions Fodbolds arrangement for sponsorer. Som en del af programmet blev Johan Horsmans fra gruppen Zar Paulo interviewet om udviklingen af gruppen fra starten i 2017 til en af landets mest populære – senest med en GAFFA-pris for Årets Popalbum.
Foran et stort, medlevende publikum leverede de unge artister i Cirkus Tværs et brag af en forårs-opvisning torsdag eftermiddag. I træningssalen i Sports- og Kulturcampus optrådte mange af de unge cirkustalenter, som hver uge knokler for at blive endnu dygtigere til deres numre. Og som det efterhånden er blevet traditionen, var der fuldt hus på tilskuerpladserne.
Torsdag eftermiddag kunne du opleve et af Gellerups musikalske talenter, ARO, optræde i foyeren til Bevægelseshuset i Sports- og Kulturcampus. Koncerten var en del af en klima-festival, som blev arrangeret af UngiAarhus.
Fredens Moské gentager succes´en fra sidste år og afholder fredag d. 29. marts igen fællesspisning i Ramadanen/Påsken, denne gang i samarbejde med organisationen Hand In Hand. Det foregår fredag d. 29. marts kl. 17-20 hos E-Plaza, Holmstrupgårdvej 3D. “Udforsk smagene fra det mellemøstlige køkken og vær med til at gøre en positiv forskel i livet for ofrene i Gaza. Lad os mødes på tværs af religioner og kulturer og samtidig gøre en forskel for mennesker i nød,” skriver arrangørerne. Du kan købe billetter á 50,- her.
Onsdag eftermiddag inviterer afdelingsbestyrelsen i Toveshøj sammen med Familie Netværk til børnebanko i Laden. Kl. 12-13 er det for 5-8-årige, og kl. 13.30-14.40 er det for børn i alderen 9-12 år.