Torsdag aften holdt personalet på Hotel Årslev Kro juleafslutning, hvor næsten alle de fastansatte på kroen deltog. “Vi siger tusinde tak for et fantastisk år. Vi går på juleferie og er tilbage den 2. januar,” skriver kroen på Facebook.
Café Æblehaven ved Brabrand Sø holder åbent det meste af juleferien – med undtagelse af d. 24. og 25. december, hvor der er lukket. De øvrige dage er åbningstiden kl. 10-16 – bortset fra d. 31. december hvor der lukkes allerede kl. 14.00. “Kig forbi til en kop varm kakao eller kaffe mellem jul og nytår. 1. januar byder vi på en hotdog og cocio til tømmermændene, skriver Æblehaven på Facebook.
Sigrids Stue er en uafhængig samarbejdsbaseret kunstplatform baseret i Gellerupparken som indgår i og initierer både lokale, nationale og internationale kunstprojekter, bogudgivelser samt tværfaglige samarbejder og netværk. For en periode er Sigrids Stue rykket ind i Sports- og Kulturcampus, nærmere bestemt hos Gellerup Art Factory, hvor du hver onsdag og torsdag kl. 15 – 17 er velkommen til at komme forbi og se og høre om arbejdet. Hver torsdag eftermiddag ruller Sigrids Stue deres egen mobile kaffevogn ud i Mellemrummet ved biblioteket og tilbyder gratis arabisk kaffe.
Brabrands rejsebureau Check Point Travel har fået nyt logo. I den anledning inviterer firmaet til at deltage i en konkurrence, hvor du kan vinde en kabinekuffert med det nye logo. Alt, du skal gøre for at deltage, er at skrive i kommentarfeltet på firmaets Facebookside, hvor du drømmer om at rejse hen med kufferten, hvis du vinder den. Vinderen trækkes den 2. januar og får en privat besked over Facebook.
Jesper Breining, Engdalsvej, inviterer Nytårsdag, d. 1. januar, kl. 14.00 til en løbetur rundt om Årslev Engsø. “Der vil igen være mulighed for at tage forskud på nytårsforsættet og hvem ved, måske opleve havørn, hejre eller en vildfaren mårbjørn,” skriver han i invitationen her. Mødestedet er p-pladsen på Byleddet, og efter løbet er der kaffe, te, rundstykker og Dr. Nielsen/portvin på Engdalsvej 120.
Østjyllands Politi fik torsdag kl. 07.46 en anmeldelse om, at en 8-årig pige var blevet ramt af en bil, da hun sammen med sin far var i færd med at gå over vejen i et fodgængerfelt ved krydset Åby Ringvej/Gudrunsvej. Pigen og faren havde grønt lys, da bilist foretog et venstresving og ramte ind i pigen med lav fart. Hun faldt omkuld, men kom ikke alvorligt til skade ved sammenstødet. Bilisten kørte efter sammenstødet fra stedet uden at tage kontakt eller give sig til kende. Vidner på stedet noterede bilens nummerplade, og kort efter tog en patrulje på besøg hos en 18-årig mand fra lokalområdet. Han erkendte straks, at han var kørt fra uheldet, og han blev derfor både sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt og for ikke at have overholdt sine forpligtelser i forbindelse med et færdselsuheld.
Natten til fredag kl. 03.28 blev en 28-årig mandlig bilist, efter en kort eftersættelse på Helenelyst, anholdt og sigtet for narkokørsel og kørsel uden førerret. Da han gjorde modstand i forbindelse med anholdelsen, blev han også sigtet for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde.
Torsdag kl. 18.56 skete der et færdselsuheld i krydset Edwin Rahrs Vej/Langdalsvej. En 37-årig mandlig bilist kørte ud i krydset og ramte ind i en bil ført af en 25-årig kvinde. Et vidne så, at den 37-årige, der virkede påvirket af alkohol, efterfølgende var på vej væk til fods fra stedet, og vidnet tilbageholdt derfor bilisten og tilkaldte politiet. En patrulje overtog den 37-årige, der blev anholdt og sigtet for spritkørsel, hvorefter han fik foretaget en blodprøve. Da den 37-årige rettede skældsord mod patruljen og rakte tunge af dem, blev han også sigtet for fornærmelig tiltale mod polititjenestemand. Den 25-årige kvinde blev kørt til tjek på skadestuen, men kom umiddelbart ikke alvorligt til skade.