Onsdag blev boligblokken Jettesvej 25-31 udsmykket med et 50 meter langt kunstværk, som den lokale kunstner Tine Hind fra Gudrunsvej på dagen malede sammen med den lokale gruppe, De Glade Gavlmalere. Blokken er udnævnt til at skulle rives ned, men fire familier har gjort indsigelser og sagt nej til at flytte, så deres sager er lige nu sat i bero, mens der afventes et svar fra EU-Domstolen. Samtidig markerer beboerne også dagen i går som af FN var udråbt til at være dagen for forening i forskelligheder og mangfoldighed.
Østjydske Lyst- og Fritidsfiskere (ØLF), har fået penge fra ”Den Grønne Pulje” til naturgenopretning af et godt 100 meter langt stræk af Aarhus Å opstrøms fra Harlev Mølle. De to lodsejere som ejer jorden langs åen, vil gerne være med til at lave en smuk ådal, og Aarhus Kommune har bevilget penge til projektet. Åen er nu blevet “en sand perle af et gydevandløb med lavt vand, masser af grus og ikke mindst de vigtige store sten, der stikker op af vandet, så de kan opsamle dødt ved mm.,” skriver lystfiskerne på Facebook. Foto: Niels Åge Skovbo.
Aarhus Kommune opfordrer grundejerforeninger og boligforeninger til at søge om en portion blomsterfrø fra kommunens frøpulje, hvis man har en stor græsplæne, der skal forvandles til blomstereng. Det vil være en blomstereng, der ændrer sig fra år til år. Første år er det fx kornblomster og valmuer, der dominerer, og året efter er den samme eng fuld af hvid okseøje. “Alle blomsterne er guf for bier og insekter,” skriver kommunen. Du kan læse mere her.
I går kunne du på Vores Brabrand læse om de to udgaver af Royal Side Run i 8220 Brabrand – men faktisk var der et tredje motionsløb arrangeret af Folkesundhed Aarhus sammen med Gellerup Bibliotek. Lokale børnehavebørn i Gellerup havde en herlig formiddag, hvor de blandt andet løb gennem bibliotekshaven.