Mens De Glade Gavlmalere i Gellerup venter på at kunne svinge penslerne på den tredje af de høje blokke på Gudrunsvej, er de gået i træning med en glad gavl på Nordgårdhallen, en vild gavl på en gammel Bentesvej-blok og en container ved Information Vest. På Gellerup Museum, Gudrunsvej 16, 6.th. kan du nu kigge forbi og opleve udstillingen Gellerups Glade Gavle – og også møde nogle af de glade gavlmalere. Der er fernisering lørdag kl. 14-16 – og i hele marts kan du komme og se udstillingen alle søndage klokken 14-16.
Fodboldkvinderne i Brabrand IF har fået tilknyttet endnu en dygtig spiller, Camilla Berg, med masser af erfaring fra 1. div. og kvindeligaen, hvor hun tidligere har repræsenteret klubber som Søften, B52-Aalborg, Skovbakken, VIK og ASA. I en periode i efteråret har hun trænet stille og roligt med som led i hendes genoptræning efter en korsbåndsskade. Nu er hun stærkt på vej tilbage mod sit tidligere niveau og træner fuldt ud med resten af truppen.
I aften kl. 17-19 inviterer FGU´s danselinje de lokale børn inden for til danseworkshop. Kl. 11.00-11.45 er det for forældre-barn, og kl. 12.00-12.45 er det for de 4-7-årige. Det foregår i Sports- og Kulturcampus i Gellerup.
To energifyldte og sjove dage på Ellehøjskolens Get2-fodboldcamp er veloverstået for 40 stolte børn fra Ellehøjskolens SFO. “Dette har ikke kunnet lade sig gøre uden vores fantastiske team bestående af gode kollegaer, søde frivillige forældre, seje hjælpetrænere fra mellemtrinnet og andre SFO-børn, der hjalp til med alt det praktiske,” skriver Ellehøjskolen på Facebook.