Coronasmitten er igen svagt stigende i Gellerup Sogn. Tallene fra Statens Serum Institut viser 29 nysmittede den seneste uge, hvilket giver en incidens på 311. Incidensen er antallet af smittede over en uge pr. 100.000 indbyggere. Også andelen af smittede i forhold til antal testede er stigende. Den er nu 3,15 procent.
Kulturgruppen på Gasværket, KulturGas, har nu programmet klar for foråret og sommeren. Der lægges ud tirsdag den 25.maj kl. 19.00 med et foredrag af Divya Das og Kim Bildsøe-Lassen med et aktuelt foredrag om Brexitaftalen, ”Briterne og Brexit – en frontberetning”.
Brabrands fodboldkvinder i jyllandsserien fik torsdag endnu en sejr, da det blev 5-2 på udebane over Aarhus 1900. “Vi spillede en god kamp i de første 80 min, hvor vi fik sat rigtig mange fine ting sammen, fortæller træner Hans-Martin Lauesen. Freja Vinter Nielsen og Julie Marie Terkelsen sørgede for en 5-0-føring, inden Aarhus 1900 scorede to trøstmål i de sidste minutter.
En ny butik på Emmasvej 1, House of Nuts, tilbyder et stort udvalg af ristede nødder. Desuden kan du købe forskellige kaffetyper, der er ristet og formalet i butikken. Endelig er der også dessertchokolade på hylderne. Du kan følge House of Nuts via denne Facebook-side.
Fodboldklubben i Gellerup, ACFC, er fortsat ubesejret efter oprykningen til serie 2. Torsdag blev det 2-2 på udebane mod topholdet Fuglebakken KFUM. ACFC har to sejre og to uafgjorte kampe og er hermed også med i toppen af rækken.
Brabrand IF´s jyllandsseriehold i fodbold har det svært i puljen, der spiller om oprykning til danmarksserien. Forleden mødte holdet Fuglebakken KFUM, og her gjorde den tidligere Brabrand-spiller Nichlas Knudsen det svært for sine tidligere klubkammerater, da han scorede to mål og lagde op til det tredje i 3-0-sejren over Brabrand.
Torsdag aften kl. 23.25 standsede en patrulje en såkaldt ATV – et terrængående køretøj – på Inger Christensens Gade i Brabrand. På ATV’en sad to mænd på 18 og 22 år. De to mænd var set affyre fyrværkeri fra ATV’en, og de blev begge anholdt og sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven.
En 25-årig mandlig bilist blev torsdag kl. 17.15 standset standset på Holmstrupgårdsvej i Brabrand. Den 25-årige mand var tidligere frakendt førerret. Det var dog langt fra første gang, at manden blev sigtet for kørsel uden førerret, og hans bil blev derfor konfiskeret.