Vestbo Trio spillede sidste fredag sammen med Bjørn Fjæstad på Gasværket og leverede en stor koncert for en helt fyldt sal. Undervejs tog Martin Dam Kristensen en stribe flotte fotos af bandet, som du kan se via Jazzværkets Facebookside. “Sikke en fornøjelse at spille på Jazzværket i Brabrand. Stedet var fyldt og vi havde en SKØN aften,” skriver Vestbo Trio på Facebook.
I dag skal Brabrands jyllandsseriehold i fodbold på langtur for at møde Frederikshavn fI og Mike Kaljo på udebane. Kampen spilles kl. 14.00 på intet mindre end Empire Stadium i Frederikshavn, hvor holdet skal forsøge at fortsætte de fine takter fra lokalopgøret mod Søften sidste weekend – trods nederlaget på 1-3.
“Det kan kræve tilløb og være svært at afgøre på forhånd, om det at gøre en frivillig forskel for de svagest mennesker og vores miljø, i lige netop en genbrugsbutik, er det rigtige match og tør jeg,” skriver Danmissions genbrugsbutik ved Bazar Vest. Genbrugsbutikken inviterer derfor nysgerrige til at komme og være frivillig for én dag på torsdag d. 19. maj kl. 13-16. Det er ikke nødvendigt at tilmelde sig på forhånd. Læs mere her.
Torsdag kl. 19.49 blev en 19-årig mand anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Holmstrupgårdvej i Brabrand.