Så er det i aften, Grimhøjgaard starter med det nye koncept, De Grimmeste Aftner. Den første på scenen er sangeren og sangskriveren Allan Olsen, som spiller kl. 20.00. I en video på Grimhøjgaards Facebook-side forklarer manden bag stedet, Aage Stokholm, hvordan pladsen ser ud, og hvordan det hele foregår.
I morgen, lørdag, går det igen løs for Brabrand IF i 2. division i fodbold. En af dem, der står og tripper for at blive sluppet løs på grønsværen er Brabrands 25-årige midtbanespiller Jacob Linnet. Han var i efteråret 2019 på kontrakt i AC Horsens og har mod på igen at spille på et højere niveau, fortæller han til Stiften.
Børn og Unges rådmand og direktør, henholdsvis Thomas Medom og Martin Østergaard, besøgte tidligere på ugen Klubberne i Gellerup – KLIG. Formålet var at anerkende og bakke op om det arbejde, der i øjeblikket foregår med områdets børn og unge. Tilstede var desuden repræsentanter fra gadeplansindsatser, den boligsociale helhedsplan og de frivillige foreninger, der indgår i områdets beredskab.