Cagla Topcu, som gennem mange år har spillet ungdomsfodbold i Brabrand, er nu blevet en del af klubbens 2. divisionstrup. Hun er en angriber med god fart, kan afslutte med begge ben og og har masser af tro på at hun kan score mål, skriver holdet på Facebook. Hun begyndte at træne lidt med mod slutningen af sidste sæson og fik så meget smag for det, at hun til den nye sæson er blevet en fast del af den 25 kvinde store trup.
Mandag aften inviterede Røde Kors Huset ved Bazar Vest en masse børn og deres forældre til en hyggelig aften. Ved bordene blev der tegnet, leget med modellervoks og grinet, så det rungede i hele huset. Aftenen var arrangeret i samarbejde med Opgang til Opgang, Brabrand Boligforening samt Bydelsmødre og Trivselsagenter. Læs mere hos Skræppebladet.
Snart har beboere og frivillige i Gellerup en ny have, som også bliver et nyt fællesskab omkring dyrkning af krydderurter, grøntsager og planter i bydelen. Livsværkstederne med Café Vita har fået 511.400 kr. i støtte fra Nordea-fondens Her gror vi-pulje til at etablere den nye byoase, oplyser Nordea-fonden i en pressemeddelelse. Det skriver Din Avis Aarhus.
Hjemmesiden DS Bold har talt med træner for Brabrands danmarksseriehold, Thomas Otkjær, om den kommende sæson. Han fortæller blandt andet, at holdet har fået et par tilgange, “som helt sikkert kommer til at hjælpe os mod det der vil være kæmpe bedrift, nemlig overlevelse”. Holdet har dog også mistet 3-4 spillere, blandt andet to store profiler i Honoré Kalala og Alexander Laursen.
Østjyllands Politi fremstiller i dag kl. 14.00 en 30-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Han er blandt andet sigtet for vidnetrusler og frihedsberøvelse. Den 30-årige blev anholdt på en adresse i Brabrand fredag formiddag. Anklagemyndigheden anmoder om dørlukning til dagens grundlovsforhør, og Østjyllands Politi har derfor pt. ikke yderligere oplysninger om sagen.
På baggrund af et tip besøgte Østjyllands Politi torsdag eftermiddag to adresser i Brabrand, hvor der var mistanke om opbevaring af ulovlige cigaretter og puff-bars. På den ene adresse fandt flere hundrede pakker ulovlige cigaretter, mens der på den anden adresse blev fundet omkring 80 puff-bars og et par kilo vandpibetobak. Politiet fandt desuden frem til alt lige fra chokolade til plastikposer, hvor der ikke var styr på afgifterne, hvorfor diverse effekter blev beslaglagt af politiet. Fundene i de to lejligheder blev efterfølgende overdraget til Skattestyrelsen, som vil vurdere bødernes og afgifternes størrelser.