
Selvom Grimfest fyldte 20 år i år, var Brabrands egen musikfestival mere livskraftig end nogensinde. I løbet af årets festival benyttede en del mangeårige deltagere chancen til at hylde festivalen og arrangør Aage Stokholm. Det gjaldt blandt andre konferencier Jøden alias Michael Mühlebach Christiansen.
Både arrangører, frivillige og festival-deltagere hviler nu ørerne efter tre dages intense oplevelser på Grimfests tre scener suppleret med skate-konkurrencer, poetry slam, DM i bilkort og alle mulige andre kultur-aktiviteter.
Årets Grimfest blev på mange måder en manifestation i alt, hvad festivalen på Grimhøjgaard står for i århusiansk kulturliv. Jubilæet blev fejret – ikke så meget med flag, fødselsdagssang og varm kakao – men med adskillige fortællinger om alt det, Grimfest betyder for mange mennesker
Efter lørdag eftermiddags koncert med Per Vers, benyttede konferencier Michael Mühlebach Christiansen med kunstnernavnet Jøden sig af muligheden for at hylde festival-arrangør Aage Stokholm:
”Den største tillidserklæring er, når man inviterer folk ind i privaten. Og det gør du hvert eneste år herude. Det her er vores festival, men det er også din families hjem,” sagde Jøden, som sammen med kollega Jonny Hefty har været en fast del af Grimfest siden 2009.
Han mindede om, at både festivalgæster og fisk begynder at lugte grimt efter tre dage. Men på Grimfest lugter der både godt, trygt og rigtig hyggeligt.
”Og når vi gæster så tager hjem for at vaske alt det her skov-hedonisme (absolut nydelse, red.) af os, så står du her med en oprydning af kataklystiske dimensioner. Og det er ikke kun dig alene. Derfor går den her tak til dig også ud til alle de frivillige kræfter, der gør det her sammen,” fortsatte Jøden.
”Tak fordi du følger din mavefornemmelse”
Han sendte herefter en stor tak til Aage Stokholm, som han betegnede som en af Aarhus´ vigtigste kulturbærere. Han har været arrangør af Grimfest hvert år siden 2004 – med undtagelse af et enkelt år under coronaen. Derfor var årets festival ”kun” den 19. i rækken.

”Tak for at bære den her vision videre, som dig og tre venner havde for lidt over 20 år siden. Du har ladet drømmen vokse sig større – ikke kun arealmæssigt men også i legesyge og kreativitet. Tak fordi du elsker Grimfest så meget, at du har ladet dig og din familie flytte i et tiny house – bare sådan at Grimfest kan ha´ deres kontor herovre i hovedbygningen. Det er virkelig stort.”
”Det giver os andre et anker i en stormfyldt hverdag. Tak for at du kæmper for at festivalen kan overleve, når kynikeren og opgiveren ellers så let har kunnet kaste håndklædet i ringen. Coronaen overlevede vi også,” sagde han.
”Tak fordi du følger din mavefornemmelse, når du booker musikken. Du booker de upcoming navne, og du booker de etablerede, og du booker dem, der ikke passer ind i hverdagens kasser. Og tak for din kærlighed til skaterne. Og tak for din kærlighed til digterne. Og til stand up´erne og til malerne. Simpelthen bare tak.”
Et udpluk af Vores Brabrands mini-anmeldelser på Instagram
Så er vi i gang på #grimfest Kalaset arbejder hårdt for sagen og lykkes med at få gang i festen. Minds of 99 har ikke levet forgæves. Dejligt!
Er der overhovedet nogensinde blevet smadret så hårdt på en high hat som Smag på Dig Selv gjorde det på #grimfest her i aften. Vildskab, voldsomhed blandet med skøn selvironi. De tre gutter er for vilde. Punk-jazz hvor uden nogen form for pænhed og forudsigelighed. Hør dem hvis du får chancen.
DM i bilkort og hygge i Brabrands skønne natur. Porsche 911, hestekræfter og masser af grin og ideer vendt på hovedet. I pausen “startdans”, hvor man står stille når musikken spiller…
Brabrands nye pop-op-restaurant Trinbrættet er kommet flyvende fra start på #grimfest 😋 Fuldt hus torsdag og igen fuldt booked i aften – med ekstra borde. Vældig hyggelig lukket gård med hyggebål og god stemning. Vær i god tid med din booking lørdag.
Det er Brabrand-dag i dag på #grimfest Et par timer før Zar Paulo går på scenen, fik Soleima alle i sin hule hånd med en ihærdig indsats kun få hundrede meter fra Gellerup, hvor hun er vokset op. Og så skal det da lige nævnes, at hendes velspillende band havde et overtal af kvinder ✌️
Meget intens koncert af Zar Paulo fredag aften med kolossal opbakning fra de tusindvis af tilhørere på #grimfest De var virkelig på hjemmebane i #brabrand Du kan senere læse et interview med drengene om deres oplevelse af koncerten på #voresbrabrand.
Per Vers er stadig den bedste med ord – og med sig på scenen på #grimfest havde han en fabelagtig dj, en af Gellerups stolte sønner, Turkman Souljah. Og med sig havde de danserne fra Don Gnu. Det kunne være blevet rigtig godt, men blev bare en underlig rodebutik, desværre. Men super idé at bære Aage Stokholm ind til stor fælles hyldest for de 20 år 😀👌