I 10 år har bridgespillere i Brabrand hver torsdag mødtes om det ædle kortspil på Lokalcenter Brabrand. Selvom reglerne sætter rammerne, er stemningen hyggelig og afslappet. De knap 20 spillere eftersøger flere, som har lyst til at spille bridge i uformelle rammer.
”Det er rigtig god hjernegymnastik, bridge holder virkelig hjernen i gang,” siger Inge Stamp, som er en af de bridgespillere, som har været med fra starten i 2012.
Hun havde lært at spille bridge i Ældresagen, men syntes at det kunne være sjovt at samle nogle bridgespillere i Brabrand. Sammen med den nuværende formand, Birgit Loft, forsøgte hun flere gange, inden det lykkedes.
De fik lov til at låne et lokale på Lokalcenter Brabrand, der nu er omdøbt til Folkehuset, og hermed var en tradition skabt. Hver torsdag fra september til april mødes de kl. 12.00 til ca. 16.00 om både kortspil og socialt samvær.
Bridgespillere er nemlig ikke så stramme i betrækket, som de nogle steder har ry for at være. Og slet ikke i Brabrand, hvor stemningen godt nok er stille og koncentreret, mens der spilles omkring bordene. Men hvor hyggeligt samvær også er en vigtig del af mødet om bridgespillet.
”Det, der karakteriserer vores fællesskab, er, at der er en meget afslappet stemning, samtidig med at der er respekt for reglerne. Andre steder bliver der set mere strengt på reglerne og det formelle, men her er der en god og hyggelig tone,” siger en af deltagerne, Jane Ry.
”Der er heldigvis plads til kollegial mobning. Man må gerne drille hinanden – men ikke under spillet. Og ingen får skæld ud, hvis man har begået en fejl. Det sker jo for os alle,” tilføjer Birgit Loft.
Der er ingen fagter eller sparken over benene under bordet – og ingen grimasser til partneren. Det er ikke tilladt. Man har sig selv og sine egne hjernevindinger, der som regel kører på højtryk under spillet.
”Man bliver aldrig udlært”
Gennem årene er over 20 spillere hver torsdag mødt op til bridgespil på lokalcentret, men de sidste par år har der været en del frafald, blandt andet på grund af sygdom. Derfor håber de tilbageværende spillere, at nye folk i lokalområdet vil være interesseret i at være med.
Det er dog en forudsætning, at man på forhånd kender de grundlæggende spilleregler.
Bridgespillet har ry for at være forholdsvis kompliceret – og det er også rigtigt nok. Men samtidig er det ret enkelt at komme i gang. Hvis man kan spille whist, kan man også være med, når der spilles bridge. Så er man i gang, og så kan man blive introduceret til de mange regler undervejs.
”Man bliver aldrig udlært i at spille bridge,” siger Inge Stamp.
”Nogen har måske spillet før og har lyst til at genoptage spillet. Man er altid velkommen til at komme og prøve at være med hos os,” understreger Birgit Loft.
Man kommer som regel sammen med en makker, men det er dog ingen betingelse. Alle betaler 350 kr. for en halv sæson. Prisen dækker kaffe og kage hver onsdag – og ind i mellem også smørrebrød.
Regnskabet gøres op
Man sidder fire spillere ved hvert bord, og så skifter man i løbet af eftermiddagen rundt, så man kommer til at spille med alle.
Også hos mange bridgespillere er konkurrence-genet forholdsvis veludviklet. Derfor sørger Birgit Loft efter hver onsdag for at regne præcist ud, hvordan alle har klaret sig. I bridge kan det udregnes ret præcist, fordi alle har spillet mod hinanden på de samme betingelser.
På basis af Birgit Lofts regnskab fra sidste gang og de opnåede point placerer man sig den følgende torsdag ved de forskellige borde. De dygtigste fra sidste gang sidder ved bord 1, de næstbedste ved bord 2 og så videre. Bridgespillerne understreger, at de alle har prøvet at sidde ved bord 1.
Når man først er blevet grebet af bridge-spillet, griber det ofte om sig. Flere af deltagerne på lokalcentret spiller også bridge i andre sammenhænge – sammen med gode venner og i andre bridge-klubber.
Hvis du er interesseret i at være med i bridgeklubben i Brabrand, er du velkommen til at kontakte formand Birgit Loft på tlf. 53297272 eller email bploft@stofanet.dk