Knap 41.000 bygninger i Aarhus Kommune, der er opført før 1970, skal vurderes i løbet af de næste tre år. Rådmand for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang, vil opdatere og udvide registeret over bevaringsværdige bygninger i Aarhus for at være sikker på, at vi passer på vores kulturarv.
De bevaringsværdige bygninger vil blandt andet indgå, når Teknik og Miljø udvikler helhedsplaner, ligesom det nuværende register har indgået i en konkret planlægning af byen de senere år i forbindelse med f.eks. de store kommuneplantillæg for Frederiksbjerg og Øgaderne.
”Aarhus har en helt særlig sjæl, og man kan virkelig mærke og se historien i vores gader og byrum. Det skal vi sørge for at passe på, når vi udvikler,” siger rådmand for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang.
”Hvis vi skal lykkes med at bygge et større og smukkere Aarhus med respekt for vores kulturarv og -historie, skal vi vide, hvor vi har bygninger, der fortæller en særlig historie om en tid og et område eller har en original detalje. Derfor er et opdateret register over vores bevaringsværdige bygninger helt essentiel i en strategisk planlægning og udvikling af vores kommune.”
Vurderes efter fem parametre
Sidste gang, Aarhus Kommune udpegede bevaringsværdige bygninger, var i 1996. Dengang var det bygninger opført før 1940, der blev vurderet. I dag har vi et større fokus på at se bygninger ind i en sammenhæng end tidligere.
”Vi er meget opmærksomme på at se, hvilken helhed og sammenhæng en bygning indgår i. Det kan godt være, at en bygning ikke har nogle stærke arkitektoniske kvaliteter, men er en vigtig del af en større helhed – for eksempel en særlig tid, som gør, at bygningen i dag vil blive vurderet som bevaringsværdig. Derfor er det også vigtigt, at vi genvurderer de bygninger, der allerede er bevaringsværdige, siger Eva Møller Sørensen, områdechef i
Plan.
Bygningerne vurderes efter en såkaldt SAVE-metode. Det betyder, at bygningerne på fem parametre:
• Arkitektonisk værdi
• Kulturhistorisk værdi
• Miljømæssig værdig
• Originalitet
• Tilstand
Bygningerne vurderes på en skala fra 1-9, hvor 1 er den højeste værdi. Bygninger, der har en score på mellem 1-4 vil blive skrevet ind i kommuneplanen og skal derfor byrådsbehandles.
Registreringsarbejdet går officielt i gang i løbet af efteråret 2022 og løber til og med år 2025. Borgerne kan forvente at få et brev i deres e-boks brev et par uger inden, deres hus bliver registreret. Der er to medarbejdere dedikeret til at vurdere og registrere.
I dag inkluderer registeret 23.200 bygninger opført før 1940. Registeret bliver udvidet med 17.400 bygninger fra 1940-1970. Bygninger opført før 1940 vil blive genvurderet for at sikre, at de vurderes på samme måde. Efterfølgende vil registeret skulle opdateres hver femte år, hvor yderligere fem år medtages i registeret.
Artiklen er baseret på en pressemeddelelse fra Teknik og Miljø.