Forleden mødte 22-årige Alia Khebeizi op på Engdalskolen for at takke sin lærer, Thomas Andersen, som for snart 10 år siden tog imod hende i 6. klasse. Hun ville fortælle ham, at han blev afgørende for, at hun klarede sig gennem skolen og siden fik topkarakterer i gymnasiet og siden på sygeplejerske-uddannelsen.
Alia Khebeizi er jublende glad og stolt. Få uger efter at hun har færdiggjort sin uddannelse som sygeplejerske, har hun fået job på Universitetshospitalet i Skejby. Det er kulminationen på næsten 10 års hårdt arbejde, hvor hun fra ikke at kunne læse i 6. klasse senere har høstet topkarakterer på stribe.
Inden hun nåede dertil, oplevede hun næsten seks års forfærdelige år som elev på en skole, vi har lovet ikke at nævne navnet på. Hun ønsker ikke at sætte fokus på præcis den skole, hvor hendes søster i øvrigt klarede sig fint. Men for Alia blev det et mareridt.
”Det begyndte allerede i de første år, hvor andre elever snakkede grimt og råbte ad mig. Det blev senere til hård mobning, og jeg blev slået og forfulgt hjem fra skole. Der var ingen hjælp fra lærerne, som i stedet direkte sagde, at jeg godt kunne opgive at gøre mig umage i skolen. Jeg ville alligevel aldrig blive til noget,” fortæller hun.
Hendes forældre så, hvor svært hun havde det og forsøgte at få hende flyttet til en anden skole. Ifølge hende selv blev hun afvist, blandt andet på grund af hendes lave faglige niveau.
”Jeg husker, at jeg tit havde det dårligt med hovedpine og ondt i maven, og jeg var nødt til at blive hjemme fra skole. Jeg tror, det var fordi, jeg var bange for, hvad der skulle ske mig i løbet af skoledagen eller på vej hjem. Jeg havde virkelig lavt selvværd.”
”Thomas troede på mig”
Først da skolens sundhedspersonale blandede sig i 5. klasse, skete der noget. Hun fik en plads på Engdalskolen, hvor hun startede kort før sommerferien.
Det blev en svær start. Hun opdagede, at hendes dansk var meget mangelfuldt. Hun havde et lille ordforråd og kunne ikke læse og stave på dansk. Det betød, at hun så også havde svært ved at følge med i de andre fag.
Da klassen vendte tilbage efter sommerferien, fik de nye lærere – blandt andre Thomas Andersen, som fik klassen i dansk.
”Thomas troede på mig – til trods for at jeg ikke kunne noget på det tidspunkt. Jeg havde vel et snit på 00 – det var virkelig lavt. Men han sagde til mig, at jeg godt kunne lære noget. Det blev afgørende, at der var en person, der motiverede mig og investerede tid i mig,” vurderer hun i dag. Efter en tænkepause fortsætter hun:
”Jeg tror, det blev vendepunktet for at jeg selv kunne gøre noget aktivt for at ændre min situation, at han sagde, ”Du kan godt!” Han udfordrede mig og gav mig hele tiden konstruktiv kritik. Det rykkede mig, selvom der var mange ting, jeg stadig havde svært ved.”
Hun husker en af de mange tests, hvor hun scorede 9 ud af 50 points. Hun kunne godt selv se, at det ikke var godt. Næste gang fik hun 13 ud af 50, tilføjet en positiv kommentar om, at det gik fremad.
”Jeg fik nok stadig 00 i den test også, men jeg oplevede en lærer, der anerkendte mig: ”Sejt – du rykker dig!” Da begyndte jeg at sætte pris på de små ryk fremad. De ryk blev gradvist større.”
Engdalskolens solstrålehistorie
Efter skoletid tog Alia ikke direkte hjem men gik hver dag til lektiehjælp i Tusindfryd på Gellerup Bibliotek fra kl. 15-17. Her fik hun hjælp til de ting, hun havde sværest ved, og fik lavet sit hjemmearbejde og forberedt sig til næste dag.
Det blev en ren rutine, som hun gennemførte fire dage om ugen i flere år. Først i skole og så til lektiecafé – og så hjem og hjem til aftensmad kl. 18.
Hun fortsatte sin udvikling og gik ud af 9. klasse med et gennemsnit på 7. Men vigtigst af alt var det, at Thomas Andersen vurderede, at hun var egnet til gymnasiet.
”Han kaldte mig ”Engdalskolens solstrålehistorie”, og det motiverede mig bare endnu mere. Jeg tog det til mig og genkaldte mig det, når noget var svært: ”Jeg kan godt det her”, sagde jeg til mig selv.”
På STX på Langkær Gymnasium fortsatte hun fremgangen og fik gradvist stadig højere karakterer. Til sin studentereksamen gik hun ud med et gennemsnit på 10.
Hun viser glad sin ”Blå Bog” fra gymnasietiden, hvor hendes klassekammerater kalder hende ”Klassens 12-tals elev aka Ms. Klogesen” og ”Fighteren der altid opnår sine mål”, men nævner også hendes gode humor, smittende latter og lyst til altid at hjælpe andre.
Det flotte gennemsnit gjorde det muligt for hende at søge ind på VIA University College i Aarhus, der rummer en af landets mest attraktive sygepleje-uddannelser. Her blev hun som nævnt færdiguddannet for få uger siden med et snit på 9,5.
Alia Khebeizi er født i Danmark af palæstinensiske forældre. Hendes far var svejser, men er nu aktivitetsmedarbejder i Globus 1, mens hendes mor har passet hendes handicappede bror derhjemme.
”De gik meget op i, at vi fik den uddannelse, de ikke selv fik. De har lært os de grundlæggende omsorgsværdier i at være selvstændig og hjælpsom over for andre. Måske er det derfor, vi alle er endt med at tage en sundhedsfaglig uddannelse.”
”Der er altid to veje”
Straks efter dimissionen var det, at hun huskede tilbage på den første tid på Engdalskolen. Og på Thomas Andersen.
”Jeg besluttede mig for at besøge ham for at fortælle, hvor stort et indtryk han gjorde på mig dengang. Han skulle vide, hvor meget en underviser kan præge en elevs fremtid,” fortæller hun.
De satte sig på lærerværelset, og hun overrakte ham et takkekort og en æske chokolade. Og hun blev til gengæld spurgt, om hun vil være rollemodel for Engdalskolen, hvilket hun sagde ja til.
”Mit håb er, at jeg kan være med til at vise, at der altid er to veje. Man kan være ligeglad og give op, fordi man synes, det er for svært. Eller man kan gøre en indsats og prøve at ændre det. Jeg er bare så stolt over at være færdiguddannet, og at jeg kunne modbevise alle dem, der ikke troede på mig.”
En kæmpe fornøjelse
Thomas Andersen kan sagtens huske den stille og usikre pige, som mødte op i 6. klasse – og han har svært ved at forstå, at det var den samme person, som forleden stod dér på Engdalskolen, selvsikker og stolt.
”Hun er bygget af et særligt stof, og så har hun en familie, der gjorde hvad de kunne for at støtte op,” siger den erfarne lærer på Engdalskolen. Han fortæller om de mange samtaler med Alia, hvor der blev grædt mange tårer – men også lyttet.
”Det handler jo grundlæggende om, hvordan man møder eleverne. Som lærer leder man hele tiden efter tegn på, om der skal skubbes eller støttes. Hun har virkelig arbejdet hårdt, og så er det jo en kæmpe fornøjelse at se at elever lykkes, når de har haft så meget at bøvle med,” siger han.
