Alle har ret til et godt arbejdsliv. HK Østjylland i Brabrand har i forbindelse med Aarhus Pride hængt et regnbueflag op i hele husets længde og opfordrer arbejdspladser til at være inkluderende og slå ned på chikane og mobning.
Du skal kunne være dig selv, og du skal have et godt arbejdsliv – uanset køn og seksualitet. I forbindelse med Aarhus Pride har fagforeningen HK Østjylland i forbindelse med Aarhus Pride i weekenden hængt et regnbueflag op i hele husets længde på facaden ud mod Silkeborgvej.
“Vi vil gerne være med til at sætte fokus på behovet for et rummeligt arbejdsmarked. Vi ved, at der er HK´ere, som er LGBT+, og som direkte eller indirekte bliver diskrimineret på jobbet,” siger fungerende fællesformand i HK Østjylland, Hans-Henrik Hansen.
“Det kan være ubehagelige hentydninger, seksuelt ladede vittigheder, negativ sprogbrug m.m. Og det kan vi ikke acceptere.”
HK Østjylland mener, at en politik for håndtering af chikane og mobning kan være en stor hjælp.
“Vi opfordrer alle arbejdspladser til at have en politik, hvori det tydeligt er beskrevet, at man ikke accepterer chikane eller mobning. Dermed er man med til at sende et tydeligt signal om, at der skal være plads til alle, og det håber vi, at de østjyske arbejdspladser vil støtte op om. Og hvis vores medlemmer oplever, at de ikke kan være dem, de er på jobbet, står vi naturligvis klar til at hjælpe,” siger Hans-Henrik Hansen.
Artiklen er baseret på en pressemeddelelse fra HK Østjylland.