I syv år har Fællesgartneriet i Årslev samlet masser af mennesker omkring de slidte drivhuse ved Årslev Engsø. Det samme har Verdenshaverne i Gellerup. Den norske forsker Atle Wehn Hegnes har undersøgt, hvad det er, der får mange mennesker til at samles i de to havefællesskaber.
Siden juni 2020 har den norske sociolog Atle Wehn Hegnes fulgt havefolket i Fællesgartneriet i Årslev og i Verdenshaverne i Gellerup. Fælles for de to foreninger er, at de samler bydelens haveinteresserede beboere. Her kan de for en lav pris få rådighed over et stykke jord som de dyrker i fællesskab med andre.
Specielt for Fællesgartneriet er det, at de cirka 100 medlemmer ikke bare kommer fra Brabrand-området men fra store dele af Aarhus. De fleste bor i lejligheder uden adgang til egne haver. Derfor tager de turen ud til Årslev, hvor de kan dyrke grøntsager både i de gamle drivhuse og på marken udenfor.
Gennem 26 interviews har Atle Wehn Hegnes undersøgt, hvad der driver de mange havefolk til at deltage i fællesskabet. Han har gennem samtalerne mødt en sammensat form for omsorg. En bredere form for omsorg, end man normalt forstår begrebet:
”I de grønne fællesskaber dyrker mennesker omsorg for sig selv, for ting, for viden, for tid og sted og for naturen som sådan, såvel som for andre og for egne blomster og grønsager,” skriver han i en artikel publiceret hos Smag på Aarhus.
Interesse for genbrug
Han kan først og fremmest se omsorgen komme til udtryk i havefællesskabet. Alle bidrager til at løse fælles udfordringer, og man hjælper hinanden med gode tips og tricks.
Et gennemgående element er også interessen for genbrug, skriver han. Selve etableringen av Fællesgartneriet i Årslev var i sig selv baseret på genbrug af de gamle drivhuse, og ”det er ikke vanskeligt at finde flere eksempler hvor fællesskabets tusindkunstnere har ombrugt eller genbrugt ting for at tilpasse dem gennem, til og for omsorgsarbejdet.”
For eksempel bliver paller og pallerammer brugt til møbler og til dyrkning, og containere forvandles til både udekøkken, redskabsboder og værksted.
Glæden ved at være en del af naturen
Flere har erfaring med landbrug fra ferier, og nogen er vokset op på landet. De snakker om at genskabe minderne, og at smagen af grøntsagerne er smagen af barndom, skriver den norske forsker.
”Arbejdet giver dem en større bevidsthed om deres rolle i verden, samtidig med at det bidrager til, at de ved at plante og grave ”fæster rod” og finder ”sit naturlige voksested”. Andre fremhæver betydningen af, at maden også smager af deres eget arbejde, og at det er vigtigt for at se sig som en del af noget større, som en del af naturen.”
Nogle af de yngre siger, at de har startet med dyrkning, fordi de vil lære noget praktisk. Nogen graver i jorden for at finde meningen med livet og sig selv, fortæller de.
”En kvinde siger det kryptisk – at hendes aktivitet i haven er svaret på et spørgsmål, hun endnu ikke har formået at formulere.”
At lytte til naturen
Fællesskaberne omtales som en arena, hvor man lærer naturen at kende. Atle Wehn Hegnes nævner Verdenshavernes Fælleshave som et eksempel. Området omkring Fælleshaven midt i Gellerupparken er blevet et fristed for en gruppe lokale børn, som i Naturklubben, drevet af Red Barnet, får deres første erfaringer med naturen.
”Fælleshaven bliver et fristed, fordi der skabes en kobling til naturen i et eget rum i byrummet, i en egen tid, udenfor tiden,” skriver han.
Flere siger, at de dyrker jorden for at opretholde biodiversitet, og nævner at de har blomster mest for biernes skyld. Nogen snakker også om naturens lyd, eller en naturlig lyd. De vil bort fra larmen, men ønsker ikke at det skal blive helt stille. De lytter til naturen.
Polytunneller og gødning med afføring fra mennesker
Som en del af projektet SiEUGreen har Verdenshavernes Venner fået 108.000 kr. til at eksperimentere med isolering af fælleshaver og højbede i Gellerup og Toveshøj for at forlænge dyrkningsperioden af grøntsager. Blandt andet har de frivillige i haverne udviklet en model for polytuneller til overdækning i de tidlige forårsmåneder.
I Fællesgartneriet eksperimenterer de med at bruge afføring fra mennesker som gødning til planterne. Der er forskellige meninger om tør-toilettet og brugen af egen urin og afføring som gødning, skriver forskeren:
”Nogle er positive, nogle er negative og andre et sted i mellem. Gødning fra mennesker opfattes som ”mindre ren” end gødning fra heste. Nogen siger, de kan godtage at spise grønsager gødet med menneskegødning, hvis de slipper for at få at vide, hvor gødningen kommer fra.”
Uvirksomhedens virksomhed
Forskeren betegner de grønne fællesskaber som ”tidsrum for omsorgsarbejde”. Men deres arbejde opfatter de dog ikke som egentligt arbejde, selvom det kan være hårdt nok at luge, løfte og så videre.
”Samtidig er aktiviteten en pause. Det er uvirksomhedens virksomhed. Opmærksomheden rettes mod noget andet. I en følelse af flow glemmer man sig selv, når man retter sin opmærksomhed og handlinger mod naturen. Det bliver arbejde, når det kommer i konflikt med hverdagslivets ansvar og opgaver.”
”Det kan synes, som at de grønne fællesskaber baserer sig på de ting, den tid og det rum, der er til overs. Mennesker i Gellerup og Brabrand tager af de lommer, man har af tid til overs for at dyrke mellem højhusene og i de nedlagte drivhuse.”
Du kan læse hele Atle Wehn Hegnes´ artikel her hos Smag på Aarhus
