Siden renoveringen af Hans Broges Parken begyndte for syv måneder siden, er ulykkerne nærmest haglet ned over beboerne. Planen var, at beboerne skulle blive boende, mens håndværkerne arbejder i lejlighederne, men Brabrand Boligforening tilbyder nu genhusning i Gellerupparken.
”Det er uholdbart for beboerne at skulle leve på en byggeplads,” skrev en repræsentant for beboerne i Hans Broges Parken, Lise-Lotte Kristensen, i slutningen af juli blandt andet i en klage over den igangværende renovering. Et flertal i de tre boligblokke skrev under på klagen, der fortsatte:
”Mange af os har ikke mulighed for at opholde sig andre steder, mens vores hjem invaderes af håndværkere, vi skal leve med larm, støv og ubrugelige værelser uden dagslys.”
D. 12. august kom Brabrand Boligforenings direktør Keld Laursen og bestyrelsesformand Keld Albrechtsen på besøg i fire af de lejligheder, hvor renoveringen er i gang, og talte undervejs med flere beboere.
Direktøren og formanden kunne ikke på stedet love beboerne en genhusning. Men tirsdag d. 18. august var der brev til beboerne i alle lejligheder:
”I forbindelse med renoveringen af Hans Brogesparken har vi i Brabrand Boligforening revurderet genhusningssituationen for beboerne i etageejendommene,” lød indledningen.
Besøget på Hans Broges Vej er ikke nævnt i brevet, men til gengæld kunne direktør Keld Laursen i brevet fortælle, at der er fundet asbest mellem to gamle isoleringslag på loftet i de tre boligblokke.
”Forekomsten af asbest er meget overraskende, og rådgiverens mangelfulde undersøgelser bringer både jer som beboere og os som bygherre i en helt uacceptabel situation,” skriver Keld Laursen.
”Det er ikke muligt at garantere, at beboere på øverste etage ikke bliver udsat for asbestfibre, hvis man bliver boende under saneringen”.
Risiko for corona-smitte
En anden grund til, at Brabrand Boligforening har revurderet situationen i Hans Broges Parken er det stigende smittetal for corona-virus i Aarhus.
”Situationen hvor forskellige håndværkere kommer og går, er med til at øge risikoen for smitte med coronavirus – både for dig og for håndværkerne. Det skal vi gerne undgå,” skriver Keld Laursen.
”Vi mener derfor, det er mest forsvarligt, at beboerne i blok B og formentlig blok C fraflytter deres bolig mens der sker indvendigt arbejde i lejlighederne i forbindelse med renoveringen. ”
I brevet lover Keld Laursen, at Brabrand Boligforening arbejder på højtryk for at finde en løsning, som omfatter midlertidig genhusning i Gellerupparken. Direktøren slutter brevet af med at vise stor forståelse for beboernes situation:
”Vi var i forvejen klar over, at renoveringen ville trække store veksler på jer beboere, men med fundet af asbest og den forværrede coronasmitte har renoveringssagen nærmest udviklet sig til et mareridt, som vi er meget kede af, at I udsættes for.”
”De glider af på vores kritik”
Lise-Lotte Kristensen, som tog initiativ til klagebrevet i juli, er glad for meldingen fra Brabrand Boligforening:
”Jeg er på en måde glad for at kunne komme væk fra det her helvede. Men jeg synes også, at brevet rejser en række spørgsmål. Og så synes jeg stadig ikke, at Brabrand Boligforening tager ansvar for forløbet indtil nu. Jeg synes, de glider af på vores kritik, og det synes jeg er rigtig ærgerligt,” siger hun.
”Hvem er det, der i første omgang har vurderet, at beboerne i Hans Broges Parken godt kunne blive boende i deres lejligheder under den indvendige renovering. Og hvilke kriterier har de baseret deres beslutning på,” spørger hun.
Vores Brabrand har mandag bedt boligforeningens direktør, Keld Laursen, om en kommentar, men han er ikke vendt tilbage på forespørgslen.
Landsbyggefonden og Aarhus Kommune vil dække genhusning
Hans Broges Parkens afdelingsbestyrelse stillede mandag en række spørgsmål om genhusningen til Brabrand Boligforening. Allerede tirsdag havde direktør Keld Laursen svaret uddybende.
Keld Laursen oplyser også, at Brabrand Boligforening nu har fået svar fra Landsbyggefonden og Aarhus Kommune angående muligheden for økonomisk dækning for genhusningen.
”Både Landsbyggefonden og Aarhus Kommune har efter vores udsendelse af orienteringsbrevet givet tilsagn til, at genhusning kan dækkes på forskellig vis,” skriver Keld Laursen.
Det står dog endnu ikke klart, hvornår genhusningen kan sættes i værk, hvem der skal genhuses, og hvor længe man får tildelt en anden bolig. Så vidt Vores Brabrand erfarer er det ikke alle beboere, som ønsker genhusning. Hvordan de er stillet, vides heller ikke.
Mens beboerne venter på de svar, fortsætter håndværkerne deres arbejde i Hans Broges Parken, hvor blok A nærmer sig færdiggørelse, mens arbejdet i Blok B først for nylig gik i gang.