I mere end 50 år har Allan Janniche fulgt fuglelivet ved Brabrand Sø på tæt hold. Han kan dokumentere, at mange arter er gået stærkt tilbage, mens andre helt er forsvundet. Vores Brabrand har mødt ham i fugletårnet ved Sølyst og hørt om nogle af de mange forklaringer på tilbagegangen.
”Jeg synes, Brabrand Sø er et af de mest fantastiske steder. Det er en naturperle, der ligger lige her, hvor byen ellers har lukket sig sammen.”
Allan Janniche kniber øjnene sammen og ser ud over søen fra toppen af fugletårnet ved stien op til Sølyst. Her kan man året rundt følge det enestående fugleliv på og omkring Brabrand Sø.
Det har 66-årige Allan Janniche gjort siden 1970´erne. Gennem mere end 50 år har han ikke alene nydt det enestående fugle-og dyreliv, men han har også registreret, hvad han har set. Han gik på pension sidste år og arbejder nu på at samle de omfattende mængder af data til en bog om Brabrand Søs udvikling.
Overordnet set vil det blive en historie om tilbagegang. Siden restaureringen af søen, der blev afsluttet i 1995, er de fleste arter gået stærkt tilbage. Forklaringerne er mange, vurderer Allan Janniche, som ser frem til at kunne dokumentere nogle af dem via sine data.
Men han kan let udpege nogle af de vigtigste forklaringer. Dem vender vi lige tilbage til.
Lappedykkere og svaner i tilbagegang
De sidste par år er det gået rigtig galt for viberne, som nu stort set ikke yngler mere ved Brabrand Sø. Det samme gælder den toppede lappedykker, der over de sidste 5-10 år er gået kraftigt tilbage:
”Stort set ingen lappedykkere yngler mere i Brabrand Sø. I år fandt jeg et par der forsøgte at yngle ude i det sydvestlige hjørne, men søen har tidligere haft over 100 par ynglende toppede lappedykkere. De er væk nu.”
Knopsvanerne var tidligere en langt større del af Brabrand Sø, end de er i dag, men Allan Janniche har dog registreret et enkelt ynglende par. Sangsvaner er der heller ikke mange af. De fleste af dem er flyttet ud til Årslev Engsø.
Gulspurvene yngler med ét enkelt par ved markerne i sydvesthjørnet, mens de gule vipstjerter helt er forsvundet fra engene. Det er dog ikke trist tilbagegang det hele. Pibeænder har der aldrig været så mange af som nu, og krikænderne har det ligeledes fint.
Og så er der rørdrummen, som mange nyder at lytte til i foråret. Allan Janniche mener ikke, at de har ynglet ved Brabrand Sø siden 1960´erne. Men de kommer på besøg fra andre egne og nyder tilsyneladende stadig forholdene ved søen i stor stil.
Fiskehejren er her ligeledes stadig – ikke så mange som tidligere, men den yngler i skove syd for søen.
”Det fantastiske ved Brabrand Sø er, at betingelserne for ynglefugle har været virkelig fine med både rørskovene og de mange poller ude i søen,” siger han.
Mange poller forsvandt
”Poller” er et udtryk for de mange små øer af søkogleaks midt i søen. De er helt afgørende for, at mange forskellige arter føler sig trygge nok i Brabrand Sø, til at de begynder at yngle.
Antallet af poller blev optalt til over 800 i 1990’erne, men efter restaureringen af søen er mange af dem forsvundet, og der er nu under 125 tilbage, vurderer han.
Han var rådgiver for det daværende Aarhus Amt, før man gik i gang med restaureringen af søen i 1988. Her understregede han vigtigheden af at bevare pollerne af hensyn til fuglelivet.
Noget af tilbagegangen skyldes at nogle forhold har ændret sig til ugunst for fuglelivet. Når fuglene så har fået sværere ved at finde nogle steder at skjule sig, ønsker man alligevel at flere mennesker vil færdes herude. Men så får fuglene endnu sværere ved at klare sig.
Blandt andet bruger hættemågerne de små øer til at lægge reder på – og de er helt afgørende som ”vagtselskab” i et fugleområde, forklarer Allan Janniche:
”Hvis der kommer en rovfugl eller en anden forstyrrelse, så flyver de op og skriger, og angriber vedkommende. Og så kan lappedykkerne og de andre fugle nå at dække deres æg og svømme væk. Når der så er fred igen, kan de komme tilbage og lægge sig til at ruge igen.”
Alligevel forsvandt mange af pollerne under arbejdet med at øge vanddybden i søen. Allan Janniche kan ikke lade være med at spekulere over, om der var en bagtanke med at fjerne mere af søbunden, end det egentlig var planlagt.
”Den blå rambla”
Han er ikke blind for, at mange forskellige forhold kan have betydning for fuglelivet. For eksempel kan den meget svingende vandstand i Brabrand Sø have haft betydning for, at viberne er forsvundet. De er formentlig hverken begejstrede for de tørre somre eller meget våde forår, vi har haft de seneste år.
Er forurening også en kilde til det skrantende fugleliv omkring Brabrand Sø, kunne man spørge. Men det kan Allan Janniche ikke svare på. Siden amterne blev afskaffet i 2007, og Aarhus Kommune overtog ansvaret for naturområderne, har han oplevet, at det er blevet sværere at følge med i, hvordan søens tilstand udvikler sig.
Han kan dog dokumentere en anden stor synder, når det gælder fuglelivet:
”Der kom et stort fald i begyndelsen af 00´erne, hvor det gik stærkt tilbage med antallet af poller. Og med den stigende sejlads på søen omkring 2015 blev det rigtig svært. For når de kun havde så få poller tilbage, så har fuglene jo ingen steder, hvor de kan placere rederne og svømme ind og skjule sig.”
Allan Janniche understreger, at han i princippet intet har imod, at roere og andre motionister bruger Brabrand Sø, hvis de bare holder sig på de afmærkede baner midt i søen – langt fra fuglenes ynglesteder:
”Det er sejladsen uden for ro-banerne, der er problemet! Og så at man på et tidspunkt valgte at afholde de store rostævner i fuglenes yngletid i maj og juni.”
Frem til 2015 gik det fint, men da Aarhus Kommune vedtog planen om ”Den Blå Rambla”, hvor man tillod sejlads op ad Aarhus Å og ind i Brabrand Sø, gik det efter hans mening galt.
”Det har aldrig været et problem, hvis man bare sejler midt på søen. Hvorfor skal de så sejle rundt om pollerne oppe i nordvest-hjørnet, og helt over langs med kanten i det sydvestlige hjørne for så at fortsætte til østenden af søen, hvor de sejler indenom om mågeøen og rundt mellem pollerne? Det forstyrrer fuglene. Jeg har set hvordan de kommer tæt på de steder – og der kommer tit 3-4 turbåde efter hinanden med 5-10 minutters mellemrum eller grupper af kajakker. Så opgiver fuglene og forsvinder.”
”For eksempel ovre omkring mågeøen, som vi kalder den. Der vil lappedykkerne gerne være. Men ikke en eneste lappedykker har forsøgt at ruge derovre. Det kan naturligvis ha´ noget at gøre med vandstanden. men jeg har set hvor mange der har ligget derovre. De går ikke i gang med at ruge, når der kommer både hele tiden.”
Han understreger, at han principielt intet har imod sejlads på Brabrand Sø. Han har bare svært ved at se, hvorfor vi mennesker ikke også kan tage hensyn til naturen og indrette os sådan, at vi skaber mindst mulig ravage for dyrelivet.
Nye sejladsregler på vej
I sommeren 2022 var nye regler for sejladsen på Brabrand Sø i høring. Her ville Aarhus Kommune indføre en opdeling i zoner, blandt andet opmærksomheds-zoner, sejladszone og robane, og det blev understreget, at området, hvor der kan sejles, fortsat vil udgøre mere end 80 procent af søens åbne vandflade.
”Zoneinddelingen for sejlads skal sikre, at sejlads på søen kan foregå samtidig med hensyntagen til ynglende og rastende fugle samt odder,” stod der i oplægget.
I oplægget ville man ligeledes indføre en opmærksomhedszone på 20 meter fra bredvegetationen og rørskoven af hensyn til fugle og dyr, som holder til i og nær rørskoven langs søens bredder.
Siden blev sejlads-reglerne trukket ud af den nye vandløbs-regulativ, fordi ”de omhandler de mange rekreative interesser og naturmæssige hensyn, og der er derfor behov for yderligere dialog med brugere, foreninger mv.”
Det skrev Aarhus Kommunes Magistraten, der lovede, at der vil blive udarbejdet et tillæg til vandløbsregulativet til senere behandling i byrådet.
Trussel mod fuglelivet
Allan Janniche er skeptisk over for en generel tilladelse til at sejle indtil 20 meter fra bredden. Han mener, at det vil forstyrre fuglelivet alt for meget i de områder, hvor de hovedsagelig opholder sig.
Han er en langt større tilhænger af en model foreslået af Aarhus Universitet i en rapport fra 2016. Forskerne foreslår, at et område i søens sydøstlige del, fra Stavtrup-halvøen til Aarhus Å’s udløb, friholdes for alle former for sejlads gennem hele året:
”Området udgør den mest lavvandede del af søen og det må derfor formodes, at det også er her, at fødegrundlaget for planteædende vandfugle er størst, ligesom dette område på grund af den brede rørskov er forholdsvis uforstyrret fra landsiden.”
Det er kun Brabrand Sø, der er uenighed om sejlads-reglerne. I Årslev Engsø må kun de lokale lodsejere sejle, og her er denne færdsel ikke på samme en trussel mod fuglelivet.
”Der er ikke nær så mange ynglefugle ude ved Årslev Engsø. Brabrand Sø rummer stadig langt de bedste betingelser for de ynglende fugle,” understreger Allan Janniche.
Ud i naturen med en caffe latte i hånden
Han oplever generelt, at naturen er under pres, når vi mennesker har brug for stadig mere plads.
”Der er hele tiden naturområder der bliver inddraget. I min generation er meget forsvundet, og de befæstede arealer udgør efterhånden næsten 10 procent af det samlede areal. Og vi vil ha´ lov til at muntre os med vores fritidsaktiviteter uden at tage hensyn til alt det, der har en længere historie end vi menneskers.”
Gennem sit voksenliv har han i flere omgange siddet i lokalbestyrelsen for både Dansk Ornitologisk Forening og Danmarks Naturfredningsforening, først og fremmest for at repræsentere natur-interesserne.
Han glæder sig over den store betydning det fik for mange mennesker, at man i 1950´erne anlagde Brabrandstien. Og han respekterer, at mange benytter sig af café Æblehaven ved Brabrand Sø.
”Men det er som om, at ingen længere tager ud i naturen, uden at de skal ha´ en café latte i hånden. De kommer jo ikke ud og bliver forundrede over alt det fantastiske liv, vi har her, og sidder med børnene på en skråning og spiser en leverpostejmad og kikker på lappedykkeren.”
Han nyder selv fortsat at komme til Brabrand Sø, så tit han kan, og nyde fuglelivet – særligt i tiden fra sidst i februar til hen over sommeren.
”Det er helt fantastisk, og der er stadig rigtig meget at se på. Og med en fin variation. Alle de arter der er knyttet til rørskoven, og alle dem der lever i habitater på overgangen mellem enge og marker, de er her. Det er småfugle som f.eks. gærdesmutter og sangere.”
