Brabrand-spillerne kom lørdag ned på jorden igen efter den forrygende sæsonstart med sejr over B.93. Hjemme på Engdalsvej løb Hillerød med en 1-0-sejr efter en lidt hakkende indsats af Brabrand. I den jævnbyrdige kamp manglede ”de blå brasilianere” lige den sidste finesse.
Man kan aldrig beskylde Brabrand-spillerne for en sløv indsats, og denne lørdag blev der også kæmpet for sagen overalt på banen. I en første halvleg, hvor Hillerød fra starten spillede med overblik og overskud, fik Brabrand efterhånden kæmpet sig ind i kampen med ihærdighed og fight.
Lasse Møberg fik en god skudchance efter et kvarter, men sparkede over, og en hovedstødschance foran mål resulterede heller ikke en scoring til hjemmeholdet. Også Hillerød måtte se Brabrand-målmand Henrik Lindhard tage sig af alt, hvad de forsøgte i første halvleg.
Det var som om, Brabrand hele tiden var lige et par skridt for sent på den til for alvor at sætte Hillerød under pres. Og efter pausen tog gæsterne i en periode fuldstændig over.
Brabrand måtte forsvare med alt, hvad de havde – og det gik godt i et kvarters tid, indtil et øjebliks uopmærksomhed gav Hillerøds Asger Højmark Jensen mulighed for at smutte igennem på midten – og selvom målmand Henrik Lindhard fik assistance fra et par af sine forsvarere, kunne han ikke forhindre den lange angriber i at sende bolden i mål til 1-0.
Målmand Henrik Lindhard tæt på at score
Selvom træner Tom Søjberg sendte Casper Lykke og Rasmus Jensen på banen, ændrede det ikke slagets gang – men det lykkedes alligevel med Frederik Poulsens sædvanlige ihærdighed at skabe kampens største chance ud af ingenting:
Han fik løbet bolden op ved baglinjen og sendt den ind til Jesper Henriksen ved bageste stolpe – men hans hovedstød i fri position gik ved siden af mål. Det var måske historien om Brabrand denne lørdag. Der manglede i den grad den nødvendige præcision og skarphed for at kunne true gæsternes mål.
Men det afholdt bestemt ikke Brabrand fra at blive ved med at forsøge. Kasper Andersen blev mere og mere synlig i kampen og testede Hillerøds målmand med et kanonskud, der blev pareret i flyvende stil.
Til sidst måtte målmand Henrik Lindhard med frem til et hjørnespark, og han var faktisk ved at bringe Brabrand på tavlen med et flyvende hovedstød på Kasper Andersens indlæg. Men det var sådan en dag, hvor det glimrende forsøg strøg lige forbi mål, og Hillerød kunne til slut i al fredsommelighed drage hjemad med de tre points.
Allerede på onsdag skal Brabrand igen ud og kæmpe om tre nye points, når turen går til Middelfart. Denne kamp spilles på Middelfart Stadion kl. 18.30.