Da Brabrand i mandags i Søparken fejrede landets Grundlov, holdt professor i statskundskab, Michael Bang Petersen, Årslev, grundlovstalen. En del tilhørere fortalte efterfølgende, at den var noget af det mest interessante, de længe havde hørt. Her kommer den i fuld længde.
5. juni 1849 blev Danmarks Riges Grundlov indført. I dag – 173 år senere – markerer vi og fejrer vi den begivenhed. Dermed fejrer vi også det land, som vi med Grundloven som fundament, er blevet til.
Det er i kriser, at folk – og lande – viser deres sande ansigt. Kriser er en fremkaldervæske, hvor man ikke længere kan skjule sig.
2020, 2021 og 2022 har stået i krisens tegn. Coronakrisen satte krisernes årti i gang og Putin besluttede at gøre ondt værre. Og selv når friheden har sejret mod despoti, så er det ikke slut. For forude venter stadig den største krise, som vi står overfor – ikke bare i Danmark eller i Vesten, men for menneskeheden: nemlig klimakrisen.
Derfor er det afgørende at lære fra det, som vi har været igennem. Hvordan håndterer vi kriser? Hvordan kommer vi sikkert ud på den anden side?
At det nødvendigt at lære bliver også klart, hvis vi går tilbage til før pandemien. Tilbage til november 2019. Det var der de første personer blev smittet med en ny virus på et madmarked i Wuhan. Samtidig blev der udgivet en international rapport med prompt og pragt, som tilfældigvis omhandlede, hvordan verden var rustet til at modstå en pandemi. Rapporten med navnet Global Health Security Index fokuserede særligt på, hvilke lande, som var bedst i stand til at håndtere en pandemi og rangerede alle verdens lande.
Konklusion – dér tilbage i november 2019 – var, at det land i verden, som ville komme bedst ud af en pandemi var USA. Danmark lå på en 8. plads. Vores nordiske naboer, Finland og Norge, lå på hhv. en 10. og en 16. plads.
Jeg tror ikke, at det er nogen nyhed for nogen, hvis jeg siger, at USA ikke er kommet godt ud af pandemien. Der er stadig indrejserestriktioner til landet, over en million amerikanere er døde af corona – og det er bare ifølge de officielle statistikker – og med diskussionerne om vacciner, mundbind og nedlukninger har polariseringen i USA nået et uset højt niveau, hvor den rent faktisk koster liv, når eksempelvis store grupper af Republikanere nægter at tage imod vacciner.
De skandinaviske lande – særligt Danmark, Norge og Finland – fremhæves derimod, som nogle af de lande, som har klaret pandemien bedst, når det kommer til at balancere økonomien, trivslen og helbredet.
Tillid er afgørende
Hvad var det rapporten fra november 2019 glemte? En anden måde at stille det spørgsmål på er at spørge: Hvad er forskellen mellem Danmark og USA? Den vigtigste forskel i denne sammenhæng er et ord på seks bogstaver: Tillid. Danmark er i bund og grund verdensmestre i tillid. Vi kommer igen og igen ud, som et af de lande med allerhøjest tillid i de store internationale undersøgelser.
Og at håndtere en krise kræver netop tillid. For det første kræver det befolkningens tillid til de anbefalinger, som de får fra myndighederne. Få af os har nogen dyb viden om eksempelvis vacciner. Vi stoler på hvad vaccineforskerne og sundhedsmyndighederne siger, når de siger at vaccinerne er sikre og effektive. For det andet kræver det tillid til hinanden, altså borgerne imellem. Det er udmattende at leve igennem en pandemi. At sidde derhjemme, måske alene og ensom, og bare gøre ingenting tærer forbavsende meget på kræfterne. Men vi har udholdt udmattelsen, fordi vi vidste, at vi var i samme båd. At alle sad derhjemme og støttede op om det fælles projekt, som det var at forhale smitten indtil vaccinerne kom.
En af de mest ansete medicinske tidsskrifter i verden, The Lancet, udgav tidligere på året en artikel, som vurderede, at vi hvis alle lande i verden havde samme tillidsniveau som Danmark, så ville 40 % færre på verdensplan være blevet smitte med coronavirus henover de seneste to år.
Danmark er et land med høj tillid af to grunde ifølge forskningen på området. Den første grund handler om udbredt økonomisk lighed. Når vi møder hinanden i skolen, i bussen eller på arbejdspladsen, så er det i høj grad ligemænd og -kvinder, som vi møder. Vi kan spejle os i hinanden, også selvom nogle af hos kommer fra fattigere kår end andre. Vi har en oplevelse af, at være i samme båd. De af jer, som har prøvet at tage en bus i USA ved, at det er som at træde ind i en anden verden. Busser er for de fattige og sårbare – og i et land uden et bredt sikkerhedsnet, så kan man være ekstremt fattig og ekstremt sårbar i et land, som USA. Det udhuler tilliden imellem borgerne.
Den anden grund handler om vores politiske institutioner, som er bygget ovenpå den grundlov, som vi i dag fejrer. Danmark er land med lav korruption og et effektivt bureaukrati. Det skaber tillid til vores politikere, men det skaber også tillid til hinanden. Vi tør stole på hinanden, fordi vi ved, at der et sikkerhedsnet, hvis det skulle gå galt og tilliden blive udnyttet. Tillid gror således bedst i skyggen af stærke institutioner.
Danmark står et godt sted. Men det er også vigtigt, at vi ikke tager tilliden for givet. Vi skal faktisk ikke så mange år tilbage før Danmark ikke var et højtillidsland. Ifølge nogle af de bedste undersøgelser på området, så skal vi ikke længere tilbage end til starten af 1980’erne for at finde en tid, hvor Danmark havde samme niveau af tillid, som USA i dag har. Det er kun 40 år siden. I et historisk perspektiv er det blot et blink med øjet.
Mistillid til borgerne
Kriser er et af de tidspunkter, hvor tilliden kan blive allermest udfordret. Hvor risikoen for at tabe tilliden er størst.
Og det er fordi, at det ikke blot er vores – borgernes – tillid til myndighederne og til hinanden, som er afgørende. Den tillid, som måske er vigtigst i en krise, er snarere den tillid, som beslutningstagerne viser den anden vej: Til borgerne. Det er i høj grad det, som HOPE-projektet har forsøgt at slå fast igennem coronakrisen i Danmark.
Jeg tror, at en af de dage, som vil vise sig at være vigtigst i mit professionelle liv, er den 7. marts 2020. Og en stor del af den udspillede sig faktisk her ved bredden ved Brabrand Sø. For jeg var på løbetur rundt om søen. Jeg løb sammen med min hustru. Og jeg brokkede mig. Faktisk var der så meget brokkeri, som skulle ud af kroppen, at vi også tog Årslev Engsø med. Men selv ikke det havde givet mig luft for min frustration, så da jeg kom hjem, så gik jeg til tasterne på Twitter og fortsatte. Som en der også forsker i had på sociale medier, vil jeg ikke nødvendigvis anbefale, at man som generel regel lader følelserne løbe af med sig på de sociale medier, men det jeg skrev der gjorde, at jeg få dage senere – den 11. marts på dagen for nedlukningen – sad til møde med Sundhedsministeren og nogle få dage senere igen stod i spidsen for HOPE-projektet.
Min frustration – og mit Twitter-indlæg – handlede om det første stor coronapressemøde. Jeg ved ikke hvor mange, som husker det, men det var der, at der blev indført et forsamlingsloft på 1000 mennesker. Det gjorde, at X-factor blev afholdt uden publikum, og der opstod debat om et hesteshow i Herning, som fortsatte ufortrødent.
På pressemødet fik vi fortalt, at vi skulle stoppe med at kramme. Men vi fik ikke rigtigt fortalt hvorfor. Vi fik at vide, at vi ikke skulle gå i panik. Men ikke hvorfor, at man overhovedet kunne få den tanke, at der var grund til panik.
Det var den frygt for panik i de allerførste faser af coronakrisen, som skabte min frustration. For i bund og grund er den udtryk for mistillid. En mistillid til borgeren. En mistillid til om borgerne nu også kan håndtere den ubehagelige sandhed.
Mistillid til borgerne er gift for enhver krisehåndtering for den gør, at man som beslutningstager kommunikerer på måder, som skader snarere end gavner. Man fejer problemerne ind under gulvtæppet. Man tør ikke anerkende usikkerheden og fejlene.
Men mistilliden til borgerne er ikke bare en dårlig krisestrategi. Den er også videnskabelig forkert. For forskningen viser, at borgerne ikke går i panik i kriser. Så længe beslutningstagerne undgår polarisering og så længe de kommunikerer klart, så står borgerne sammen i kriser. De hjælper hinanden, og de hjælper fællesskabet. De går ikke i panik.
Politikernes troværdighed fundamentet for borgernes tillid
Borgerne kan godt håndtere ubehagelig information, og de kan godt håndtere usikkerhed. Faktisk viser forskningen, at transparent information – også når den er ubehagelig eller kompleks – er med til at fastholde tilliden. Det, som udhuler tilliden, er derimod oplevelsen af, at sandheden bliver gemt af vejen. Det har vi også netop set under coronakrisen. Jo mere transparent kommunikation har været, jo mere har borgerne bakket op. Under coronakrisen var et af de bedste eksempler på det måske, da Søren Brostrøm d. 11. marts 2021 gik på nationalt TV og sagde, at man satte AstraZeneca-vaccinen på pause på baggrund af bekymringer for ekstremt sjælden, men potentielt dødelige bivirkninger. Danmark var – samme med Norge og Island – det første land, som traf den beslutningen. Og det var en beslutning baseret på tillid til at borgerne kunne håndtere den information. Og det har heller ikke skadet den overordnede vaccinationsindsats. Måske snarere tværtimod.
På den måde bliver politikernes troværdighed fundamentet for borgernes tillid. Den store danske teolog og filosof, Løgstrup, sagde, at den enkelte aldrig har med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. På samme måde kan man sige, at vores politikere og myndigheder aldrig træffer en beslutningen for samfundet, uden at de holder noget af vores alles tillid til hinanden i deres hænder.
Kriser skal mødes med tillid. Borgernes tillid til beslutningstagerne, borgernes tillid til hinanden og beslutningstagernes tillid til os som borgere. Grundloven er den ramme, som har sikret, at vi har kunne bygge et land op med høj grad af tillid. Men i sidste ende er det hver enkelt beslutning indenfor den ramme, som afgør om tilliden stiger eller falder.
Vi er havnet i krisernes årti. Det er derfor mere vigtigt end nogensinde, at vi alle gør vores for at fastholde tilliden, så vi også om 10 år og om 20 år lever i et land, som på mange måder er vidunderligt.
Mange tak for opmærksomheden. Og rigtig god Grundlovsdag.
