Teknik-rådmand Bünyamin Simsek vil omdanne Aarhus Ådal til en 20 kilometer lang naturpark. Han har netop sendt en grøn investeringsplan, ”Vild med Aarhus”, til Aarhus Byråd. Heri indgår også et projekt, der skal skabe bedre adgange til True Skov.
”Vild med Aarhus udpeger 10 konkrete projekter, der skal sikre byens grønne udvikling og er den største grønne investering i Aarhus Kommunes historie. For 250 mio. kroner er det bl.a. muligt at omlægge flere millioner kvadratmeter landbrugsjord til natur, som borgere og besøgende kan få glæde af.
En af de helt store poster er omdannelsen af Aarhus Ådal. Her vil rådmanden forvandle området til en 20 kilometer lang naturpark, hvor vandet igen kan flyde frit i sit naturlige forløb og gøre områderne omkring vådere.
Det vil dels fremme biodiversiteten til glæde for planter og dyr, samtidig med at ådalen i højere grad vil kunne indgå i kommunens klimatilpasning.
”Jeg er rigtig begejstret for de projekter, hvor vi lykkes med at lave flere fordele på samme tid. Det store projekt med ådalen vil både fremme byens landskabelige vartegn, samtidig med at vi får meget mere natur og også en løsning på én af de helt store klimaudfordringer, vi står over for,” siger rådmand Bünyamin Simsek.
”Det er da fantastisk, hvis vi kunne få en naturpark, der strækker sig helt fra midtbyen til kommunegrænsen ved Tåstrup, og som samtidig kan fungere som svamp, når det ekstreme vejr viser tænder,” siger Bünyamin Simsek.
Projektet vurderes at kunne realiseres for 48 mio. kroner. Det vil bl.a. kræve, at Aarhus Kommune indgår aftaler med de lodsejere, som ejer den berørte jord. Det vil skulle ske ved hjælp af jordfordeling, hvor kommunen opkøber nye arealer, som kan byttes for jorden i den værdifulde ådal.
Bedre sammenhæng i True Skov
Som en del af ”Vild med Aarhus skal byens borgere også have bedre adgang til True Skov. Det afsætter planen 25 mio. kr. til. Heri indgår to store projekter:
Bilfri bro over Anelystvej
”Potentialet i den ca. 500 hektar store skov er ikke udnyttet godt nok”, står der i planen. Det skyldes bl.a. infrastrukturen, da skovområdet hænger dårligt sammen og er gennemskåret på kryds og tværs af både motorvej og jernbane.
Én af de største barrierer for at komme over til skoven er den trafikerede Anelystvej. Derfor foreslås en bilfri bro over vejen, som cyklister og gående kan benytte sig af for at fortsætte ad cykelstien ved Jernaldervej.
Pendlercykelsti under E45
Derudover skal der etableres en cykelsti fra Anelystvej og ud i True Skov-området. Det vil gøre området tilgængeligt for flere end de lokale og binde området bedre sammen.
Stien etableres i forlængelse af den planlagte cykelforbindelse Brabrand Nord Ruten med start ved Anelystvej, løbende mod vest med passage under E45 og ud mod Yderup, hvor den slutter.
Selve passagen finansieres af Naturstyrelsen og Vejdirektoratet, der er enige om at prioritere den, når en evt. udvidelse af E45 finder sted.
De 25 mio. kr. skal desuden finansiere p-pladser og toiletfaciliteter til publikum.
To gange Marselisborgskovene
Den grønne investeringsplan rummer er alt fra skov og lysåben natur til grønne åndeholder og flere træer inde i byen. Biodiversiteten skal øges, så der kommer nye levesteder for planter og dyr.
“Aarhus vokser sig tættere og større, i takt med at vi bliver flere og flere borgere. Vi skal sikre, at naturen følger med den udvikling. Jeg fornemmer en stor vilje til at satse grønt, og der kommer forslag i alle retninger. Jeg præsenterer derfor en helt konkret plan for et grønnere Aarhus, som dækker hele kommunen,” siger Bünyamin Simsek.
I alt lægger rådmanden op til at lave ny natur på ca. 1.600 hektar. Det svarer til et areal, der er større end to gange Marselisborgskovene. Dertil kommer de eksisterende naturområder, som skal bindes bedre sammen, og bedre mulighed for, at naturen kan vokse sig vild og frodig med en større mangfoldighed af planter og dyr.
Artiklen er baseret på en pressemeddelelse fra Teknik og Miljø.