Fredag går det løs med årets Grim Festival på Grimhøjvej i det nordlige Brabrand. I denne uge har over 30 frivillige arbejdet intenst på at gøre alt klar, til de godt 2000 gæster møder op til festival fredag eftermiddag. I år er det ikke bare et arbejdsfællesskab men en højskole.
”Vi kalder det Grim Højskolen. Og højskolen er i den grad kommet for at blive – men også for at blive udviklet. Her bliver man undervist i at lave festival,” forklarer arrangør Aage Stokholm, som selv bor på ejendommen Grimhøjvej 20, hvor festivalen foregår, og for 15. år i træk inviterer til Grim Festival.
”Forudsætningen for at lave gode kulturarrangementer er stærke fællesskaber, hvor man arbejder godt sammen og har det godt sammen. Det vil vi gerne blive endnu dygtigere til, og Grim Højskolen er en ramme for, at vi kan udvikle et endnu stærkere og mere velfungerende fællesskab om det at opbygge en festival,” forklarer han.
Mere koordineret samvær
Som andre kulturaktører oplever Aage Stokholm også, at det er blevet sværere at finde frivillige, som vil arbejde gratis mod at være en del af festivalen. Højskole-konceptet skal understrege, at fællesskabet også er en del af dét regnestykke.
Forståelsen af højskole betyder på Grimhøjvej især mere koordineret samvær. De 30 deltagere, der er med hele ugen og bor rundt om på ejendommen, samles hver morgen til fælles morgenmad og briefing, og alle mødes igen til de øvrige måltider.
Og om aftenen samles alle til fælles hygge og socialt samvær. I lørdags var der fest – naturligvis med levende musik og prøvesmagning af drinks. I denne uge har der blandt andet været filmaften. Især aftenerne er med til at øge sammenholdet i gruppen. Og kl. 1 kigger Aage Stokholm på uret, og så er det sengetid!
Arbejder to uger på Grimhøjvej
To af højskoledeltagerne er de to venner Niels Lillelund og Jeppe Munk Vestergaard, der hele ugen bor i en af festivalens barer, hvor de har indrettet sig og har hængt deres hængekøjer op. De er to af frivilliggruppens altmuligmænd, kendt som ”V&L”.
”Vi kan lave det meste, men er ikke eksperter i noget som helst,” fortæller de med et svedigt grin.
I en årrække har de begge afsat omkring to uger af ferien til at hjælpe med at forberede og afvikle Grim Festival.
”Det her er som en ekstra familie for mig,” fortæller Niels Lillelund, og Jeppe Munk Vestergaard uddyber:
”Det her er så anderledes end den hverdag, jeg kommer fra. Det er virkelig dejligt med alt det praktiske arbejde her. Der er alle mulige slags opgaver, der skal løses, og man får mulighed for selv at være kreativ og finde på løsninger. For mig er 80% af glæden det arbejde og 20% selve festivalen”.
På vej mod plasticfri festival
Også Aage Stokholm glæder sig over, at et stadig stærkere fællesskab også frigør lysten til selv at byde ind med kreative løsninger.
Samtidig inddrager han hele gruppen i arbejdet med at leve op til festivalens værdier, for eksempel arbejdet på at forsøge at bruge mindre plastic.
”De værdier gennemsyrer højskolen, og vi prøver hele tiden at finde nye løsninger. Hvad angår plastic, er det ikke let, fordi vi for eksempel endnu ikke har fundet et alternativ til plastickrusene. Men vi har fundet sugerør lavet af majs. Så dem bruger vi nu, uanset at de er meget dyrere end dem af plastic”, siger Aage Stokholm.
I forhold til den kreative sommer har det også nødvendigt at være kreativ. Og løsningen er blevet et kæmpe svømmebassin, der samtidig også fungerer som vand-reservoir, hvis der skulle blive brug for det.
Vores Brabrand er naturligvis på Grim Festival og lægger løbende en masse indtryk og små anmeldelser ud på Twitter på hashtag #grimfest18. Har du lyst til at byde ind med anmeldelser, så send gerne en mail på voresbrabrand@gmail.com – eller læg selv direkte på Twitter.