Når folk torsdag strømmer til Grimfest på Grimhøjvej, så har næsten 100 frivillige været i gang med forberedelserne i næsten en uge. Grimhøjskolen hedder fællesskabet, hvor man både arbejder og hygger sig sammen – og lærer en masse nyt undervejs.
Hvordan får man en skrue op af et bræt, når den har mistet hovedet – eller rykker en post-it seddel af blokken, uden at den krøller? Hvilke fiduser skal man kende for at kunne male flotte skilte?
Der findes mange slags læring, og det gælder også på Brabrands musikfestival, Grimfest. Der er praktiske små tricks som de nævnte, som man kan tage med sig gennem tilværelsen. Og så er der alle de store ting – såsom at udvikle sin kreativitet fra idé til praksis og at føle man udvikler sig i en stor gruppe, der arbejder mod det samme mål.
Det summer af liv på Grimhøjgård, hvor næsten 100 frivillige er i gang med at forberede årets festival. Her ved frokosttid myldrer det ind i det gamle stuehus, der nu er omdannet til blandt andet kontor og samlingsrum. Frokost-buffet´en står klar, og folk fordeler sig med deres tallerkner inde og ude.
Grimhøjskolen samler garvede Grimfest-hjælpere og nye folk, som syntes, det lød spændende at bruge en uge på at lave praktiske ting sammen med folk, man ikke kender – og få en musikfestival med nogle at tidens mest interessante koncert-navne med i købet.
Fra tidlig formiddag til sidst på eftermiddagen går det løs med små og store opgaver. Og om aftenen er der socialt samvær for alle, som har lyst. I lørdags var der fest, hvor cirka 70 deltog, og desuden har blandt andet været filmaften, koncert og quiz-aften.
Blandt andet har de mange frivillige været i gang med at udvikle Grimfest i et par nye retninger: Venteværelset og Undergrim.
Venteværelse med underholdning og spas
Venteværelset kender alle som stedet, hvor man venter ved lægen og bladrer i et syv uger gammelt nummer af ”Familie Journalen” og en pjece om ligtorne. Her venter man så bare på, at man kan komme ind på Grimfest.
Alle tre festivaldage kan man i god tid, inden dagens program starter, besøge Venteværelset, der byder på underholdning, sjov og spas, mad og drikke.
”Vi har prøvet at gøre det til en fed ting at sidde i venteværelset. Det er samtidig en måde at sikre, at vi ikke bare har en kæmpe lang kø af folk, der står og venter på at komme ind. Her kan de hygge sig imens,” siger manden bag Grimfest, Aage Stokholm.
”Venteværelset er en del af den omstilling, mange arrangementer skal begynde at gennemgå, hvor man har færre hænder til at bære tingene. Ikke fordi vi gerne vil ha´ færre hænder, men vi skal sørge for, at antallet af frivillige ikke bliver en flaskehals for os.”
Venteværelset har åbent alle tre festivaldage: Torsdag fra kl. 15, fredag fra kl. 13 og lørdag allerede fra kl. 11.
Undergrim byder på stand-up og poetry slam
I et andet hjørne af den træbevoksede grund er der opstået en helt ny scene, Undergrim. Her kan du komme lidt væk fra det pulserende festival-liv, slappe af under trækronerne og blandt andet opleve stand-up, poetry slam og forskellige talks.
”Sidste år prøvede vi konceptet af i en lille rå version. Da var scenen bare en lille platform, men nu har vi bygget en rigtig scene, hvor vi samler alt dét, der ikke er musik,” forklarer Aage Stokholm.
Blandt andet kan man lørdag kl. 13 opleve ”To mikrofoner og en stak vinyler”, hvor radiovært Carsten Holm og livsstilsekspert Flemming Møldrup taler sammen og spiller musik.
Desuden finder du i programmet events som ”Digte uden pis – Lummerjazz edition”, ”DM i bilkort” og ”Danmarks Grimmeste Slammer”.
På vej mod et indendørs kulturmiljø
Endelig tilbyder Grimfest også mulighed for at kigge ind i endnu et nyt initiativ, et indendørs kulturmiljø i Grimhøjgårds gamle lade. Her arbejder Grimfest med planer om at opbygge et indendørs spillested og et arbejdsfællesskab for aktører i musikbranchen med fællesspisnings-lokaler og backstage-område.
Grimfest har tidligere søgt Realdania-fonden Underværker om støtte til at realisere planerne, men det lykkedes ikke at opnå støtte. Planerne er dog på ingen måde opgivet, siger Aage Stokholm:
”Der er mere end nogensinde behov for et mødested med afsæt i læring og fællesskab. Der er stadig en masse energi i det. Vi skulle bare lige have nogle af vores andre fundamenter på plads først – så kan vi begynde at jagte det igen.”
Selvom scenen står rå og ufærdig vil publikum i løbet af Grimfest blive budt indenfor. Aage Stokholm glæder sig til at høre tilbagemeldingerne fra publikum, inden man går i gang med at arbejde videre med planerne.
”Vi tager lige på gården…”
Han oplever fortsat en øget interesse i Brabrand-området for, hvad der foregår for enden af Grimhøjvej. Mange spørger nysgerrigt til, hvad Grimhøjgård egentlig er for et sted, og om det faktisk er muligt at lave arrangementer der?
Han glæder sig over, at mange ser muligheder på Grimhøjgård, ud over de tre dage om året, hvor der er Grimfest. I foråret var der blandt andet sidste skoledag for 9. klasses-eleverne i hele Aarhus, byens udsatte har været inviteret til fest, og flere private virksomheder holder arrangementer på Grimhøjgård.
”Det er ikke bare et lukket sted for enden af en vej, og det synes jeg er ret fedt. Det giver en masse god energi. Vi vil meget gerne være et naturligt mødested for folk i Brabrand, måske med en park og en lille café – at man siger ”Vi tager lige på gården og kigger”. Det synes jeg kunne være sjovt!”
Der er fortsat ledige partout- og enkeltdags-billetter til årets Grimfest. Du kan se programmet og bestille billetter via dette link.
Læs også:
Grimfest 2022 – fra pulserende techno til håndspillet vellyd