Selvom der er en måned, til musikken spiller på Grimhøjvej, er folkene bag Grimfest i disse dage i gang med slutspurten. Mandag er sidste chance for at købe billet til de tre dages musikfestival 1.-3. august. Omkring 2000 besøgende ventes til Grimfest, der kalder sig Danmarks hyggeligste havefest.
”Hvorfor lukker I for billetsalget allerede nu”, lyder spørgsmålet igen og igen til festival-arrangør Aage Stokholm og hans hjælpere. Men der er en god grund til, at festivalen melder udsolgt allerede mandag, forklarer han:
”Når vi i god tid ved, hvor mange, som kommer, har vi mulighed for at forberede en endnu bedre festival for vores gæster. Vi kan indrette pladsen til det antal mennesker, som kommer, og vi får langt mindre madspild, hvis vi kan købe ind til det antal, vi bliver”, forklarer Aage Stokholm.
Han understreger, at man fortsat vil kunne købe et vist antal éndags-billetter, helt frem til 1. august, hvor det går løs på Grimhøjvej.
Musiknavne vokser sig store på Grimfest
På plakaten er navne som Love Shop, Peter Sommer og Tiggerne, Bogfinkevej, The William Blakes, When Saints Go Machine. Men også en masse bands på vej frem får chancen på Grimhøjvej.
Aage Stokholm beskriver den danske koncertscene som en trappe med de mest ydmyge steder som de nederste trin og Roskilde Festivals orange scene som eksempel på de øverste. Grimfest befinder sig et sted i midten.
”En vigtig del af formålet med Grimfest er at hjælpe de unge navne frem. Hvis man ikke har nogle scener på mellemtrinnet, bliver springet til de store arenaer for voldsomt. Samtidig bliver Grimfest et sted, hvor man kan være med til at opdage bands, der senere bliver rigtig store”.
Aage Stokholm nævner eksempelvis The Minds of 99, der i 2015 spillede på Grimfest. Nu er de blandt de helt store danske rocknavne.
Et andet eksempel er Jada, i virkeligheden hedder Emilie Molsted. Hun spillede på Grimhøjvej sidste år – og er i år på plakaten på Northside, Tinderbox og Smukfest.
Genbrug af ølkrus
Aage Stokholm og de øvrige folk omkring festivalen fortsætter udviklingen i retning af titlen som ”Danmarks hyggeligste havefest” med fuld fokus på følelsen af fællesskab omkring musikken.
”Jeg er meget inspireret af den stemning, der er omkring Tønder Festival. Det er den fællesskabsfornemmelse, vi også gerne vil dyrke her”, siger han og nævner blandt andet udviklingen af camping-området til at være et endnu rarere steed at være, når musikken ikke spiller.
Desuden fortsætter arbejdet med at udvikle Grimfest som en bæredygtig og miljøvenlig festival. Ligesom Northside går Grimfest nu også fuldt ind for genanvendelige ølkrus. I samarbejde med Horsens-festivalen Wall of Sound har man fået bygget en transportabel opvaskevogn, der som en campingvogn kan fragtes fra festival til festival.
Sidste år varede Grimfest kun to dage, men i år er den igen udvidet til tre dage. Der er ganske enkelt for meget spændende musik til at kunne nøjes med to dage, forklarer Aage Stokholm – og når nu det hele alligevel er gjort klar, kan man lige så godt fortsætte en dag mere…
Du kan købe billet til Grimfest via dette link indtil på mandag d. 1. juli, hvor festivalen på Grimhøjvej melder udsolgt. Der vil dog fortsat være salg af éndags-billetter.