Græssende dyr bag indhegning er en af de løsninger, Aarhus Kommune stadig oftere vælger, når naturen er ved at blive for vildtvoksende. Senest har beboerne på Egebjergvej fået nye naboer, og også langs Skjoldhøjvej har kommunen nu fået heste og køer til at gøre det hårde arbejde.
”….heste, grise, køer og får, hører til min bondegård.”
Sådan lyder det i børnesangen ”Jeg en gård mig bygge vil”, og sådan kan det efterhånden føles flere steder her inde i forstaden, hvor husdyrene ellers normalt begrænser sig til hund og kat.
Når naturen bliver for vild, og det hele er ved at gro til i vildtvoksende brombær og andre påtrængende arter, kan græssende dyr være måden at holde områderne velplejede. Siden i sommer har Aarhus Kommune etableret græsning tre forskellige steder i Brabrand-området. Og i True Skov er det planen i 2020 at hegne hele 10 hektar ind og lave en forpagtningsaftale med en lokal landmand.
Fårene gnaver det hele i bund
”De lugter jo ikke ligefrem af lagkage, men det er en rigtig fin idé, og de ser glade og fornøjede ud”, siger en lokal beboer om sine nye naboer.
De er flyttet ind i området lige nord for Egebjergvej og er med stor appetit gået løs på skråningerne dér.
”Der har gået heste tidligere, men området var ved at gro til i bl.a. brombær. Det er de færreste dyr, der kan holde til at gå på de stejle bakker, men fårene kan klare det. Og de gnaver bare det hele ned. De er fremragende naturplejere”, fortæller skov- og landskabsingeniør Stefan Boldsen Hansen, som står for Aarhus Kommunes naturpleje.
Den nye forpagter af området har selv leveret et mobilt fårehegn, så fårene bliver, hvor de er, og Aarhus Kommune er i det hele taget glad for samarbejdet, fortæller Stefan Boldsen Hansen.
Aarhus Kommune tjener ikke penge på aftalen, men sparer nogle udgifter, ved at man ikke hele tiden skal have maskiner til at rydde området for vildtvoksende planter og buske.
”Hvis vi kan finde de rigtige forpagtere, så er det en rigtig god måde at passe et naturområde på”, siger han.
Dyrene kommer hjem i varmen
I løbet af efteråret har også kollegianerne på Skjoldhøjkollegiet fået udsigt til en flok heste, der går på nordsiden af kollegiet. Her er det en lokal forpagter, der siden i sommer har etableret to folde, hvor hestene skiftevis græsser det ene og det andet sted.
Og få hundrede meter længere vest på, lige nordøst for Lundagergård, er en gruppe køer flyttet ind. Også her er der etableret indhegninger, men med låger i enderne, så man kan gå igennem. Og de syv kreaturer i indhegningen har med stor fornøjelse kastet sig over de store mængder af græs og anden vegetation.
Lidt senere i november, når kulden for alvor bider sig fast, får dyrene lov til at komme inden døre.
”Så åbner vi alle klaplåger, så der er fri adgang igennem foldene, og folk kan bruge arealerne, som de vil. Reglerne er de samme som altid. Man kan for eksempel sagtens have hund med, men de skal holdes i snor.”
Opgradering af stier og parkeringsplads
Lokalområdets beboere følger interesseret med, og enkelte har henvendt sig med forslag og ideer. Eksempelvis har Stefan Boldsen Hansen modtaget et ønske om mere handicapvenlige indgange. Han har fundet en mulig løsning, der nu skal testes af, og han afventer tilbagemeldinger fra brugerne.
Naturstyrelsen har desuden renoveret stien på sydsiden af indhegningen, så man kan vælge at gå rundt om indhegningen. Et madpakkehus på vejen er også blevet renoveret.
Også omkring søen, der ligger længst ude mod Anelystvej, har Aarhus Kommune og Naturstyrelsen været i gang med at lave stier og opgradere parkeringspladsen ud til Skjoldhøjvej, sådan at denne del af Skjoldhøjkilen er blevet endnu mere tillokkende at gå en tur i.