Café Europa på Karen Blixens Boulevard er på vej til at blive et samlingssted, når kolleger fredag eftermiddag slutter ugen af og ser frem mod weekenden. Fredag d. 24. september får fredagsbaren et kraftigt pift, når Rune Herholdt & The Gospel Brothers spiller release-koncert.
”Because All Men Are Brothers” er titlen på det andet og helt nye album fra Rune Herholdt & The Gospel Brothers. Derfor ser forsanger Rune Herholdt Karen Blixens Boulevard i Gellerup som det helt rigtige sted at præsentere de nye numre:
”Det er vores håb at vi under den titel kan samle mange af Brabrands 82 forskellige kulturer til koncert på Café Europa. Lokalet i caféen er helt på toppen, så jeg forventer god lyd og mange mennesker,” siger han.
Støtte fra Slots- og Kulturstyrelsen har gjort det muligt for bandet at spille en gratis koncert. Og Rune Herholdt, som bor på den anden side af Hejredalsvej i Beringsminde, syntes, det var oplagt at spille koncerten i lokalområdet.
”Tanken var først, at vi kunne spille koncerten i min baghave, men vejret i slutningen af september kan jo være omskifteligt, så vi er rigtig glade for, at Café Europa er med på at huse os,” siger han.
Gæste-guitarist
Orkestret så første gang dagens lys i 2008 og har siden optrådt utallige steder med deres unikke kombinationen af gospel, soul og blues. Koncerterne rummer alt fra kendte gospel-traditionals til kendte hits som Bill Withers ”Lean on Me”.
”Vi er fire mænd, som alle sammen synger, samtidig med at vi spiller vores instrumenter, og det giver den her specielle gospel-lyd, der swinger derudad,” forklarer Rune Herholdt.
Til koncerten på Café Europa har bandet en særlig gæst med, nemlig guitarist og Beringsminde-beboer Niels Chr. Simmelsgaard, som blandt andet har spillet med Poul Krebs og i dag er musikskoleleder i Odder. De øvrige fire medlemmer er:
Jimmi Bech: Trommer/vokal
Peter Houe Sørensen: Keys/vokal
Bjørn ”Bønne” Petersen (bas/vokal)
Rune Herholdt (Guitar/forsanger)
Fredagsbar samler kolleger
Café Europa har tidligere lagt lokaler til koncerter. For nylig holdt Vestbo Trio release-koncert for deres nye album, hvor omkring 80 personer deltog, og flere søndage har unge talenter fra Uncover Music spillet der.
Samtidig oplever Café Europa i stigende grad, at kolleger fra virksomheder og organisationer rundt omkring i Brabrand kommer forbi til fredagsbaren kl. 14.00-17.30, hvor happy hour med billige fadøl er en vigtig attraktion. Køkkenet lukker dog kl. 14.30.
”I fredags havde vi virkelig mange gæster hele eftermiddagen. Vi håber, at det kan fortsætte sådan,” siger Kristin Jensrud fra Café Europa.
24. september kl. 15.30-16.30, Café Europa, Karen Blixens Boulevard 7: Koncert med Rune Herholdt & The Gospel Brothers.