Når Brabrands fodboldhold i 2. division i denne uge tager hul på efterårets kampe, så bliver det med mange nye ansigter på holdet. En del af holdets faste spillere har benyttet sommeren til at skifte klub. Til gengæld har en lang række fodboldtalenter fra hele Østjylland valgt at søge mod Brabrand.
Da Brabrands fodboldspillere og træner Tom Søjberg gik på sommerferie, var det med trætte ben men med et stort smil på læben. Med en enorm kraftanstrengelse havde de netop klaret skærene i 2. division og mod alle eksperters forventning undgået nedrykning.
Det skete med en solid stamme af spillere, som havde været i klubben i flere år og efterhånden udgjorde en sammentømret enhed. Og planen var at bygge videre på det enestående sammenhold, der havde været så vigtig en faktor gennem hele sæsonen.
Men sådan bliver det ikke. To af de bærende spillere, Casper Lykke og Mathias Bonde, havde allerede inden ferien bebudet, at de rykker teltpælene til København, og hen over sommeren har flere andre af de faste folk bebudet, at de har andre planer:
Holdets målmand, Henrik Lindhard, og angriber Malthe Boesen taget imod kontrakttilbud hos 3. divisionsklubberne Young Boys i Silkeborg og Middelfart. Og Jesper Henriksen, Martinus Mandal og Magnus Poulsen, som alle tre var en fast del af truppen, er også væk. Førstnævnte holder en pause fra fodbolden.
To vender hjem til Brabrand
Det er hermed tyndet kraftigt ud i en trup, der i forvejen var temmelig smal. Men alligevel spirer optimismen hos træner Tom Søjberg. En lang række dygtige og talentfulde spillere er nemlig i de seneste uger strømmet mod Engdalsvej.
Målmand Can Dursun er vendt tilbage til klubben efter flere år som kontraktspiller i Viborg og Skive, og fra Skives 2. divisionshold er også Christoffer Maul kommet. Med divisionserfaring er ligeledes Tobias Olesen vendt tilbage til Brabrand efter et par år i Young Boys i Silkeborg.
Desuden er yderligere en lang række spillere med erfaring fra danmarksserien i Frederikssund, Kjellerup, Fuglebakken og VRI kommet til sammen med fire helt unge talenter fra U19-holdene i AGF og Randers FC. Du får hele listen i bunden af artiklen.
Hermed er der for alvor tale om et generationsskifte på holdet, hvor også flere af klubbens egne U19-spillere banker på.
Manglende divisionserfaring
Træner Tom Søjberg ser både plusser og minusser ved den store udskiftning hen over sommeren. På plussiden har han en førsteholdstrup, der for første gang i flere år er både stor og bred – fyldt op med unge energifyldte spillere, som brænder for at vise, hvad de kan.
Omvendt er han bekymret over en trup, hvor så mange spillere, som endnu aldrig har spillet en divisionskamp. Han véd, at der kan gå lang tid, før både krop og hoved har vænnet sig til at skulle konkurrere i landets tredjebedste række.
Og det er der ikke tid til. Allerede lørdag venter den første store styrkeprøve i 2. division, hvor det tidligere Superligahold, Esbjerg fB, kommer på besøg i Brabrand.
”Vi har ønsket os en bredere trup og mere konkurrence om pladserne, og det har vi fået. Men vi ved også, at det tager tid at lære at spille på 2. divisionsniveau. Der er et stort stykke arbejde, der skal gøres, men jeg er sikker på, at vi går en god sæson møde,” siger Tom Søjberg.
Det velkendte Brabrand-DNA
Han ser sommerens udvikling som en nystart af fodboldprojektet i Brabrand:
”Før ferien talte vi om, at vi gerne vil spille mere dynamisk. Det har vi arbejdet med, og vi har hentet nogle nye spillere ind, som kan det,” siger Brabrand-træneren:
”Men holdet er stadig baseret på den velkendte Brabrand-ånd, hvor man giver alt, hvad man har på banen, og hvor vi har et sammenhold baseret på disciplin og sejhed. Den kultur skal stamspillerne være med til at introducere til de mange nye spillere. ”
”Det er en stor udfordring for os, at det hele skal falde på plads så hurtigt. Men jeg glæder mig over den gode energi, der er i gruppen. De mange nye folk kommer for at lære og sætter en ære i at gøre tingene rigtigt. De vil noget,” siger han.
Mange penge i 3. division
Tom Søjberg er overrasket over, at udskiftningen på holdet er blevet så stor:
”At to spillere flytter til København, og en enkelt vælger at stoppe, er helt normalt. De store overraskelser for os var, at to stamspillere vælger at forlade os til 3. divisionsklubber for penge. At 3. divisionshold kan byde ind med så mange penge, det overrasker os lidt,” siger han.
”Men vi gik heldigvis på ferie med en fantastisk oplevelse. Det kæmpe stykke arbejde vi leverede i de sidste fire kampe, hvor vi fuldstændig tømte os selv og klarede skærene, det var fantastisk at gå på ferie med. Så har man overskud til at angribe nye ting.”
Han glæder sig også over, at han har fået den erfarne træner Robert Sørensen ved sin side. Han har tidligere været træner i Brabrand, da klubben sidst havde et danmarksserie-hold. Nu er han med til at sætte fokus på de mange detaljer, der samlet set får et fodboldhold til at præstere bedst muligt.
Håber stadig på Møberg og Færge
Mange af holdets tilhængere må til gengæld fortsat spejde forgæves efter to af holdets markante profiler, Lasse Møberg og Malte Færge, som begge fortsat er med i truppen men endnu ikke er klar til at spille fodbold efter langvarige skader.
”Vi håber fortsat, at de begge kommer tilbage med friske ben i løbet af efteråret,” siger Tom Søjberg.
Her får du et samlet overblik over de mange ændringer i truppen:
De har forladt Brabrand:
Casper Lykke – rejst til BK Frem i 2. division
Jesper Henriksen – holder pause
Martinus Mandal – rejst til VSK Aarhus i 3. division
Magnus Poulsen – rejst til USA
Mathias Bonde – rejst til BK Frem i 2. division
Filip Højgaard – rejst til USA
Christian Kirchhoff – rejst til USA
Henrik Lindhard – rejst til Young Boys i 3. division
Malthe Boesen – rejst til Middelfart i 3. division
Nye spillere i Brabrand-truppen:
Can Dursun – fra Skive IK 2. division
Christoffer Maul – fra Skive IK 2. division
Tobias Olesen – fra Young Boys 3. division
Rasmus Juul – fra VRI danmarksserien
Christian Helev – fra BK Frem (har tidligere scoret 21 mål i 26 kampe for Frederikssund i danmarksserien)
Honoré Kalala – fra Ocean City, USA (tidl. Lipscomb University, Vejgaard, Hobro IK danmarksserie)
Jasper Ugwoke Kjellerup danmarksserien
Emil Sander Husum – fra FC Djursland jyllandsserien
Oscar Emil Pedersen – fra Kjellerup danmarksserien
Casper Wedel Andersen – fra Fuglebakken danmarksserien (målmand)
Jonathan Pilgaard – fra Søften jyllandsserien
Faysal Halimi – fra AGF´s U19-hold
Oliver Thunbo – fra AGF´s U19-hold
Andreas Pisani – fra Randers FC´s U19-hold
Christian Lund – fra Randers FC´s U19-hold
Brabrand IF spiller tirsdag aften kl. 18.00 på udebane mod Odder fra danmarksserien i pokalturneringens første runde.