På torsdag fejrer familie, venner, beboere og lokale aktører de af områdets unge, der i år får hue på. Arrangementet foregår på toppen af Aarhus Kommunes nye bygning, Blixens, med udsigt over hele Aarhus.
Det er efterhånden en veletableret tradition, når Gellerup og Toveshøj inviterer til dimissionsfest og fejring af de unge, der har gennemført en ungdomsuddannelse. I år er det således niende gang, arrangementet løber af stablen. Dimissionsfesten nyder bred opbakning blandt beboere, lokale foreninger og institutioner, der alle er med til at stable arrangementet på benene.
Festen er først og fremmest en fejring af de unge, der har knoklet for at gennemføre en ungdomsuddannelse, men er også med til at inspirere kommende studerende og forældre.
Inspiration for lillebror og lillesøster
Dimissionsfesten sætter fokus på, hvor vigtigt det er at få sig en uddannelse og skal motivere unge til at gennemføre et studie:
”Formålet med dimissionsfesten er at inspirere og fastholde unge, som enten er i gang med eller skal i gang med en uddannelse. Den er med til at motivere dem, der har det svært med skolen, og som måske tvivler på sig selv og egne evner,” siger Abdinasir Jama, formand for afdelingsbestyrelsen i Gellerupparken.
Festen skal også skabe opmærksomhed omkring det faktum, at mange af områdets unge gennemfører en ungdomsuddannelse. Sidste år var andelen af unge på 24 år, der enten var i gang med eller havde afsluttet en ungdomsuddannelse 77 procent. Boligsocial leder Jesper Kurdahl Larsen siger:
”Familier i Gellerup satser på uddannelse til deres unge. Det er skønt at fejre, at der igen i år er mange, som har gennemført en uddannelse.”
Arrangementet starter på torsdag d. 27. juni kl. 18 på Rooftop i Blixens, Karen Blixens Boulevard 7, 8220 Brabrand.