Der er fortsat et stort antal corona-smittede i Gellerup, men den såkaldte incidens er i de seneste syv dage kommet under nedlukningsgrænsen på 600. Det betyder, at Gellerup Sogn kan genåbne torsdag. Det betyder blandt andet, at Århus Kunstakademi fredag åbner flere udstillinger på Gudrunsvej 78.
Dagens corona-tal fra Statens Serum Institut, viser, at Gellerup Sogn kan genåbne fra og med torsdag d. 10. juni, da incidensen de seneste syv dage i træk har ligget under 600. Sognet har dog fortsat en høj positivprocent, som kan indikere, der er et relativt højt smittetryk i området – situationen følges derfor tæt, og særlige indsatser fastholdes.
Gellerup Sogn blev i denne omgang lukket ned 31. maj på grund af høje smittetal. Genåbningen betyder, at de pædagogisk ledede legepladser i Gellerup og Toveshøj igen åbner, ligesom der igen er åbent for ungdomsskole-aktiviteter i sognet. Dagtilbuddene er heller ikke længere omfattet af skærpede retningslinjer, og forældrene opfordres ikke til at holde deres børn hjemme fra dagtilbud mere.
Styrelsen for Patientsikkerhed ophævede påbuddet om nedlukning for Sødalskolen, Klub 3 og klubberne i Gellerup og Toveshøj fra den 2. juni 2021 efter anmodning fra Aarhus Kommune, da der ikke var udbredt på coronasmitte på tilbuddene, og det var Styrelsen for Patientsikkerheds vurdering, at tilbuddene bidrog til epidemikontrol i sognet.
Genåbningen af sognet betyder endvidere, at alle kultur- og fritidstilbud i området kan genåbne. Det gælder eksempelvis Gellerup Bibliotek, Gellerupbadet, Sigrids Stue, Globus1, Cirkus Tværs og klatreklubben.
Udstillinger åbner fredag
Det glæder blandt andre Århus Kunstakademi, som havde planlagt at åbne årets Afgangs- og Akademiudstilling på 1. og 2. etage af den kommunale ejendom Gudrunsvej 78 samme dag, som Gellerup Sogn lukkede ned:
”Vi har i den forløbne uge grundigt studeret smittetal og har de sidste mange dage glædet os over, at tallene i Gellerup Sogn de sidste 6 dage er faldet under det kritiske incidenstal,” skriver Århus Kunstakademi i en pressemeddelelse.
”Det er meget glædeligt for hele området og for de afventende udstillere fra Århus Kunstakademi, som næsten ikke kan vente med at vise deres projekter og afgangsværker frem på Afgangs- og Akademiudstillingen.”
På kunstakademiet krydser man nu fortsat fingre for, at incidens-tallene fortsat forbliver under et kritisk niveau. Håbet er, at man fredag d. 11. juni kl. 10.00 endelig kan slå dørene op til Afgangs- og Akademiudstillingen 2021 på Gudrunsvej 78 i Gellerup.
Udstillingerne kan ses disse dage:
- Fredag 11. juni kl. 10-19
- Lørdag 12. juni kl. 10-19
- Søndag 13. juni kl. 10-17.