Kan det virkelig være rigtigt, at ældre beboere, som tvinges ud af deres lejligheder i Gellerupparken, skal betale et forhøjet indskud på op til 15-17.000 kr. for at blive genhuset i Gellerup? Afdelingsbestyrelsen er utilfreds med det forhøjede indskud, der nu er godkendt af Brabrand Boligforenings bestyrelse.
Ikke nok med at beboerne i 408 lejligheder tvinges ud af deres lejligheder, der skal rives ned som en del af udviklingsplanen for Gellerupparken.
De ældste beboere, som har boet i boligområdet i mere end 12 år, skal også betale et forhøjet indskud på 15-17.000 kr., selvom de bliver genhuset i deres lokalområde i en lejlighed, fuldstændig magen til den de flytter ud af.
Beslutningen er truffet af Brabrand Boligforenings administration, blandt andet for at sikre en ligestilling af beboerne, uanset hvor de bliver genhuset.
”Hvis man flytter til en anden afdeling i boligforeningen, ville man så skulle betale et andet indskud. Med den her ordning ligestiller vi dem, der flytter et andet sted hen, med dem der ønsker at blive i Gellerupparken,” siger boligforeningens direktør, Kristian Würtz.
Han understreger, at det forhøjede indskud var en del af stemmegrundlaget for helhedsplanen i sommeren 2021, og således fra starten har været en del af det politiske beslutningsgrundlag i boligforeningen.
Risiko for tab ved fraflytning
Ved genhusning skal man betale nyt indskud i den nye lejlighed. Det indskud, som man har betalt i sin nuværende lejlighed, vil blive afregnet, når man flytter. Indskuddet er forhøjet, siden de ældste beboere flyttede ind, og det kommer altså til at koste dem et ekstra beløb ved genhusning.
Direktør Kristian Würtz peger på, at en fastholdelse af ”det tidligere indskud” for genhusning i Gellerupparken også ville have gjort naboafdelingen, Toveshøj, mindre attraktiv at blive genhuset i, da indskuddet her så ville være væsentligt højere.
Endelig vurderer han, at ”det tidligere indskud” ville give en risiko for tab ved fraflytning, når beboerne fraflytter deres lejemål. Tab ved fraflytning dækkes kun med en mindre andel af afdelingens regnskab, og resten af boligforeningens dispositionsfond.
Mulighed for afdragsordning
Men afdelingsbestyrelsen mener, at kravet er urimeligt over for beboere, som flyttede ind for mange år siden og nu tvinges til at flytte på grund af nedrivningerne.
Beboer-repræsentanterne i Gellerupparken har forsøgt at få administrationen til at droppe kravet om nyt indskud ved interne genhusninger i Gellerupparken:
”Vi mener ikke, at der skal lægges ekstra økonomiske byrder på gamle beboere, der ikke selv har valgt, at de skal flytte,” skriver afdelingsbestyrelsen i et brev til beboerne.
Da administrationen fastholdt modellen, klagede afdelingsbestyrelsen til foreningsbestyrelsen.
”Det gør vi, fordi vi mener, at det ikke kan passe, at boligforeningen skal være skyld i, at beboere ud over tvangsflytningen også påduttes en gæld, de skal afdrage på,” står der i brevet til beboerne.
Brabrand Boligforenings bestyrelse har nu taget endeligt stilling i sagen, og bestyrelsen giver opbakning til boligforeningens administration til at kræve det forhøjede indskud.
Til gengæld har foreningsbestyrelsen besluttet, at beboere, som rammes af det forhøjede indskud, vil blive tilbudt en rentefri afdragsordning over 24 måneder.