Aarhus Kommune og Brabrand Boligforening fokuserede tidligere på at skabe en ”international bydel” i Gellerup med levende kulturliv og iværksætteri, men nu ønsker Aarhus Byråd i højere grad, at området skal ligne resten af Aarhus. Det skifte gør nogle beboere forvirrede og usikre på deres fremtid i Gellerup, siger antropolog Jonas Strandholdt Bach.
Fredag kl. 13.00 forsvarer antropolog Jonas Strandholdt Bach sin Ph.d.-afhandling ”Et og mange Gellerup’er: Anspændte møder i et dansk udsat boligområde under forandring”, hvor han har undersøgt, hvordan beboere i Gellerup og Toveshøj opfatter og reagerer på de store fysiske forandringer i det udsatte boligområde.
Projektet er finansieret af Landsbyggefonden og er udført i samarbejde med Brabrand Boligforening og Aarhus Universitet.
Jonas Strandholdt Bach konkluderer, at de mange beboere er ambivalente i deres holdning til forandringerne: På den ene side oplever mange en tristhed over, at det Gellerup, de kender og mange er vokset op i, ændrer sig så radikalt. Og på den anden side håber de, at de fysiske ombygninger af Gellerup og Toveshøj vil føre til positive forandringer af området.
Fra sine interviews med beboere har han noteret, at en del beboere føler sig forvirrede og usikre på, hvordan deres fremtid ser ud i Gellerup. Blandt andet fordi politikerne har skiftet retorik, når det handler om det udsatte boligområde. Beboerne beskriver, hvordan de tidligere oplevede at blive omtalt som en ressource, men nu i højere grad bliver beskrevet som et potentielt problem.
”Nogle har svært ved at se, om de har en fremtid i området. Skal det være et hvidt middelklasse-område, eller må Gellerup godt have et etnisk særpræg? Signalerne har været blandede, og folk er forvirrede: Hvad vil Aarhus Kommune med Gellerup?”
Skal Gellerup være som resten af byen?
Jonas Strandholdt Bach har i sine analyser selv erfaret et retorisk skifte: For 5-10 år siden italesatte politikerne i Aarhus Byråd Gellerup som en bydel med nogle særlige muligheder og ressourcer, blandt andet med inspiration hentet fra andre europæiske byer. For eksempel er Bazar Vest ofte blevet nævnt positivt i den sammenhæng.
”Tidligere har man snakket om Gellerup som en international bydel, hvor de etniske forskelligheder er en særlig ressource. Det var for eksempel en central del af ansøgningen til at blive Europæisk Kulturhovedstad, at man her kunne vise, at man kunne noget særligt”.
Beboere i Gellerup fortæller, at de har oplevet en ændring i den måde, politikerne taler om Gellerup på, fra den første Helhedsplan til den netop vedtagne udviklingsplan. Nu taler man i højere grad om, at Gellerup skal være som de andre dele af byen.
Jonas Strandholdt Bach tilskriver det blandt andet en generel ændring i det politiske klima, der især tog fart, da den tidligere regering i 2017-2018 begyndte at tale om ghettoer, og Lars Løkke Rasmussen fremlagde sin plan for et opgør med de såkaldte parallelsamfund.
”Medierne har faktisk behandlet udviklingen i Gellerup ret nuanceret og har også dækket de positive udviklinger i områderne. Men på det politiske niveau har tilgangen ændret sig fra en dialogbaseret tilgang til mere og mere at ville diktere udefra, hvad udviklingen skal være, og hvordan den skal realiseres.”
Virker ”social mixing”?
Han nævner, at den første Helhedsplan blev besluttet med Nikolai Wammen som borgmester, efter at Brabrand Boligforening og beboerne havde stemt ja til både økonomi og handlingsplan. Man havde fornemmelsen af, at man trak i samme retning. Men den netop vedtagne udviklingsplan oplevede boligforening og beboere som et diktat udefra.
”Det er også forholdsvis nyt, at beboersammensætningen er blevet en central parameter, som man måler på. Det skaber en anden dimension, folk tæller forskelligt afhængig af deres herkomst. Hvis du har syrisk baggrund, tæller det negativt i statistikken, uanset om du har arbejde eller ej, fordi andelen af beboere med ikke-vestlig oprindelse tæller som parameter i ghettodefinitionen.”
”I den første helhedsplan var fokus på fysisk omdannelse i kombination med sociale indsatser. Nu er mantraet såkaldt ”social mixing” – at hvis man blander folk, så løser nogle af problemerne sig af sig selv, i kraft af at mere ressourcestærke naboer forventes at have en afsmittende effekt på både voksne, og især børn.”
Jonas Strandholdt Bach lægger ikke skjul på, at han er skeptisk over for denne tankegang:
”Hvis man bare spreder folk, så opløser man ghettoerne, sådan som man har defineret dem. Men det løser jo ikke problemerne. De bliver spredt ud. Det ser fint ud på papiret – men de mennesker, der har problemerne, får jo ikke uddannelse eller arbejde alene af den grund. Her skal kommunen og politikerne stadig sætte ind. Og indsatserne bliver ikke billigere, måske snarere tværtimod.”
”Jeg er ikke som sådan imod tanken om at blande boligområder og forskellige typer af beboelse, men der er en række udfordringer forbundet med det, som jeg ikke synes man italesætter politisk. Der er forskning, der peger på positive resultater af social mixing, men en af de mest anerkendte statistiske forskere i det, John Galster, har peget på nogle faldgruber, blandt andet at man taber effekt hvis man gennemfører det med tvang.”
Beboerne mister deres netværk
Han henviser også til den amerikanske sociolog Matthew Desmond, som har peget på nogle af de mindre åbenlyse resultater af blandingstankens resultater, hvor eksisterende lokalsamfund opløses, og borgere med sociale udfordringer spredes ud, og tvinges til at flytte rundt. De mister deres tætte netværk, og bliver mere afhængige af hjælp fra systemet og fra tilfældige, og deres børn bliver rodløse.
”Det er ikke sikkert udviklingen går sådan i Danmark, men det er vigtigt at man forholder sig til at der er nogle potentielle udfordringer i tankegangen bag social mixing – i en dansk kontekst også i forhold til de ”ressourcestærke” som skal være med til at løfte. Vil de overhovedet det? Flytter de ikke bare, hvis der pludselig er sociale problemer i baghaven”, spørger han.
