Det gamle Gasværk i Brabrand kom ikke i aftes nærmere en fritagelse for de 136.000 kroner, kulturhuset betaler i husleje om året, da Aarhus Byråd behandlede sagen. En kort politisk debat afslørede, at politikerne forstår Gasværkets argumenter. Men nu bliver sagen en del af kommunens budgetforhandlinger.
”Hvis Keld Hvalsø vil give mig en sum penge, jeg kan bruge til de her formål, så ville meget se lettere ud. Vi må nu drøfte det i Magistraten i forbindelse med, at vi lægger budgetterne, men jeg tror nu ikke, det bringer så meget nyt, ud over den viden vi har. Men vi skal forsøge.”
Så skarpt konkluderede rådmand for Teknik og Miljø, Bünyamin Simsek (V) efter den 10 minutter lange debat i byrådssalen onsdag aften.
Gasværket hører under Simseks Teknik og Miljø, og han har flere gange fastholdt, at hans afdeling er pålagt et indtægtskrav, og det er derfor ikke muligt for ham uden videre at lade kulturhuset i Brabrand slippe for huslejen.
Derfor endte sagen i byrådet, da Enhedslistens Keld Hvalsø ønskede, at politikerne tog en overordnet beslutning om, hvordan man behandler kommunens kulturhuse.
Men da det samtidig var en aften, hvor byrådet også diskuterede besparelser i 300 millioners-klassen, var lysten til en generel debat om kulturhuse ikke stor. Så forslagets skæbne var næsten givet på forhånd: Det var blevet til ”en budgetsag”.
Blandt andre kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad (R) var på talerstolen og udtalte enighed i, at emnet var værd at diskutere – men at det rette sted lige nu var i budgetforhandlingerne.
”Vi behandler kulturhusene meget forskelligt”
Keld Hvalsø fra Enhedslisten havde bragt sagen frem og talte ihærdigt for, at man i kommunen i det mindste giver klare retningslinier for, hvad kommunens kulturhuse og frivillige kan regne med.
”Der skal ikke nødvendigvis være en total ensretning, men det skal være tydeligt for borgerne, hvad rammerne er. Er det for eksempel anderledes, hvis man bor i Åbyhøj, i forhold til hvis man bor i Brabrand”, spurgte han.
Forud for byrådsbehandlingen var gået et forløb, hvor man fik klarlagt forskellene mellem de forskellige kulturhuse i kommunen.
”Det viste sig, at vi behandler kulturhusene meget forskelligt her i kommunen. Men ingen af rådmændene reagerede på den viden. Ingen gør noget. Ingen syntes, der var noget mærkeligt ved det. Så var der ingen anden udvej end at spørge byrådet, om man synes, at det, man udsætter Det gamle Gasværk i Brabrand for, er rimeligt, i forhold til det man udsætter andre for”, sagde Keld Hvalsø.
Behov for en kvalificering
Bünyamin Simseks partifælle Hans Skou roste Keld Hvalsø for at bringe sagen op i byrådet.
”Det er fint, at vi får sat fokus på det her. Det handler jo om lokalt engagement, frivillighed og medborgerskab. Det er ikke sikkert, at alle skal behandles på samme måde, hvis der skal være en forskelsbehandling, så skal det være med åbne øjne. Vi har behov for en kvalificering i Magistraten”, sagde Hans Skou.
Magistraten er Aarhus Kommunes overordnede ledelse, der består af borgmesteren og alle rådmænd. Her lægges blandt andet de overordnede linier for Aarhus Kommunes økonomi.