Bordet var spækket med lækre retter, der både duftede og smagte, da kunstplatformen Andromeda i Gellerup tirsdag aften inviterede på fællesspisning ved solnedgang i anledning af ramadanen. Godt en halvt hundrede gæster tog glædeligt for sig af retterne, da der blev sagt værsgo´ kl. 21.27.
Det er kun en lille uges tid siden, at ideen om en iftar hos Andromeda opstod hos nogle af de unge medlemmer af Yallah!dk, så fremmødet var nærmest overvældende.
”Vi havde forventet en 15-20 deltagere, så at der er kommet så mange, er helt vildt,” siger en begejstret Aysha Amin fra Andromeda, som i løbet af dagen i går var nødt til at skrive “Alt udsolgt” på opslaget på de sociale medier.
”De unge er slet ikke vant til at lave mad til så mange, men det de har stillet på bordet, ser rigtig godt ud,” konstaterer Aysha Amin tilfreds.
Fokus på fællesskab
To tidligere kolleger, Bettina Jungblut fra Lystrup og Jette Jensen fra Brabrand, var nogle af de gæster, der havde set invitationen til iftar-spisning på nettet, og som fik lov at smage på de mange herligheder.
”Vi har tidligere været af sted til et lignende arrangement i Hasle for et par år siden. Jeg kan så godt lide mellemøstlig mad, så derfor er vi her. Og også fordi at det er spændende at deltage i sådanne kulturelle arrangementer, hvor vi lærer om hinandens kulturtraditioner, i dette tilfælde fejring af højtider,” siger Bettina Jungblut.
”Jeg så opslaget og tænkte straks, at det skal vi med til. Integration går begge vej, og det er vigtigt at lære, hvad vi har til fælles, særligt lige for tiden,” tilføjer Jette Jensen.
Yallah!dk vil dialog
De unge fra Yallah!dk, der alle har palæstinensisk baggrund, har i løbet i de sidste to år været med i et projekt med at rejse rundt og holde foredrag og oplæg, hvor de unge fortæller deres egne personlige historier om at bo i Danmark og have palæstinensiske rødder.
Efter spisningen i aftes fik de fremmødte også en spændende smagsprøve på de unges fortællinger.
Samah Al-jaal fra Trillegården, Huda Chaaban fra Tilst og Sarah Abdel-Halim fra Gellerup var med til at få ideen om iftaren i Andromeda. De var glade for den store opbakning til arrangementet, som var gratis, men hvor der blev samlet penge ind til børnene på Sjælsmark.
Kunstplatformen Andromeda, der holder til i K&A Centret over for Gellerup Bibliotek, planlægger at holde endnu en iftar-spisning i løbet af næste uge – hold øje med Facebook-siden.