Lørdag eftermiddag var der på Gasværket fernisering på årets kunstudstilling under Brabrand Kulturuge. Temaet er Generationer. Thomas la Cour og hans datter Maria la Cour holdt en fælles tale, som blev godt modtaget af de ca. 85 fremmødte. Her får du talen sammen med en række billeder fra ferniseringen.
Far:
Velkommen til udstillingen Generationer.
Jeg står her – sammen med min ældste datter – og skal tale om generationer. Det er lidt løjerligt, at jeg pludselig er den gamle. For 26 år siden talte jeg til mine forældres sølvbryllup. Der var rollerne byttet om. I dag er de begge væk, og jeg er pludselig den gamle.
Jeg er 54. Du er 20.
Vi er født ind i to forskellige tider. Vi har haft forskellige muligheder, forskellige teknologier omkring os og forskellige forestillinger om, hvordan et godt liv ser ud. Men vi er også far og datter. Og derfor er der naturligvis noget, der går på tværs af generationer.
Noget, vi genkender hos hinanden.
Vi har valgt fem ord, som vi vil se på fra hver vores sted i livet.
Frihed. Fællesskab. Arbejde. Kærlighed. Fremtid.
Fem ord, som måske lyder meget enkle. Men som forandrer betydning, alt efter hvem der siger dem.
FRIHED
Far:
Da jeg var 20, tænkte jeg ikke så meget over frihed. Den var der bare.
Jeg voksede op med en forestilling om, at mulighederne nok skulle komme, hvis jeg arbejdede for dem. Jeg tog en uddannelse eller fik et arbejde, flyttede hjemmefra og begyndte mit eget liv.
I dag tror jeg, frihed fylder mere på en anden måde. Der er langt flere muligheder. Man kan i højere grad vælge sin uddannelse, sit arbejde, sin måde at leve på og sin identitet.
Maria:
For mig er frihed netop det: muligheden for at vælge sit eget liv. Men mange muligheder kan også føles som et ansvar. Man skal ikke bare vælge. Man skal helst vælge rigtigt.
Derfor tror jeg også, at frihed handler om at acceptere, at man ikke kan planlægge hele sit liv. At man må prøve sig frem.
Og måske også om at have modet til at vælge noget andet end det, andre forventer.
FÆLLESSKAB
Far:
Fællesskab har for mig altid været noget, man var fysisk til stede i.
Familien. Arbejdspladsen. Foreningen. Vennerne. Man mødtes, fordi man var det samme sted.
Det betyder ikke, at min generation havde bedre fællesskaber. Men de var anderledes.
Maria:
Min generation kan være en del af fællesskaber, der ikke har nogen geografisk grænse. Man kan finde mennesker, der interesserer sig for præcis det samme som én selv, uanset hvor de bor. Det er en fantastisk mulighed.
Men fællesskab handler stadig om noget mere end at være forbundet. Man kan være i kontakt med hundredvis af mennesker og stadig savne nogen at sidde ved siden af.
Far:
Måske er det derfor, at fællesskab stadig er lige vigtigt. Selv om måden, vi finder det på, har forandret sig.
ARBEJDE
Far:
Da jeg var ung, var arbejde først og fremmest noget, man havde. Noget, der gav en løn og en plads i samfundet.
Man kunne naturligvis være glad for sit arbejde, men det behøvede ikke nødvendigvis at være meningen med livet. Jeg synes, der er sket noget interessant siden.
Maria:
For min generation fylder spørgsmålet om mening meget. Vi vil gerne have et arbejde, der passer til det liv, vi gerne vil leve.
Vi taler mere om trivsel, fleksibilitet og balance. Men jeg tror egentlig, vi grundlæggende ønsker det samme.
At kunne være stolte af det, vi laver.
At blive behandlet ordentligt.
Og at føle, at det, vi bruger en stor del af vores liv på, har en værdi.
Far:
Måske er forskellen mest, at min generation lærte, at man skulle tilpasse sig arbejdet. Mens din generation i højere grad forventer, at arbejdet også skal kunne tilpasse sig mennesket.
KÆRLIGHED
Maria:
Kærlighed er måske det ord, hvor generationsforskellen er mindst.
Måden, vi møder hinanden på, har ændret sig. Teknologien har ændret vores muligheder for at finde hinanden. Og vores forestillinger om parforhold og familieliv er blevet bredere. Men det grundlæggende er stadig det samme.
Man vil gerne ses.
Høres.
Elskes.
Og være sammen med et menneske, som man kan være sig selv sammen med.
Far:
Det er måske noget af det mest interessante ved generationer. Vi kan være meget forskellige i vores holdninger til livet. Men når det kommer til de helt grundlæggende ting, er forskellene ofte mindre, end vi tror.
Vi vil gerne høre til.
Vi vil gerne betyde noget for nogen.
Og vi vil gerne efterlade noget godt efter os.
FREMTID
Far:
Når man er 54, ser man naturligvis anderledes på fremtiden end som 20-årig. Jeg har oplevet, at ting, som virkede helt utænkelige, pludselig blev almindelige.
Jeg har set en verden ændre sig fra fastnettelefoner og brevpost til smartphones og kunstig intelligens. Jeg har arbejdet i næsten 20 år som postbud – en beskæftigelse, der kræver en forklaring for fremtidige generationer.
Jeg har lært mig selv et par ting:
Man skal være forsigtig med at tro, at man ved, hvordan fremtiden kommer til at se ud.
Og man skal lade være med at male Fanden på væggen, for menneskeheden har en fantastisk evne til at overleve – til at finde en vej ud af moradset.
Maria:
Når man er 20, har man til gengæld næsten hele fremtiden foran sig. Det kan være spændende. Men også lidt skræmmende.
For min generation står med nogle problemer, som ikke kan løses ved bare at vente på, at verden udvikler sig. Klimaet. Teknologien. Krig og utryghed. Og spørgsmålet om, hvordan vi skal leve sammen i en verden, der forandrer sig meget hurtigt.
Vi bygger videre på det, vi overtager. Kontinuitet.
Far:
Nøjagtig som vi har gjort. Slægt skal følge slægters gang. Stilstand accepteres gradvist, som alderen presser på. Og så er det jo godt, at vi har en ny generation, der kan bide os i knæhaserne og sparke os i røven.
Livets pendul har det med at bringe gamle dyder og gamle fejl tilbage. Jeg har f.eks. set både bolchestriber, skulderpuder og hvide tennissokker i tøjbutikker for ganske nylig.
GENERATIONER
Maria:
Det er måske i virkeligheden det, generationer handler om. Ikke kun forskellen mellem ung og gammel.
Men om det, vi giver videre.
Far:
Vi giver erfaringer videre.
Værdier.
Historier.
Fejl.
Og gode idéer.
Det er ikke sikkert, I gider lytte. Men vi giver dem videre. Så må I sortere og tage det, I kan bruge.
Maria:
Hver generation vælger selv, hvad den vil tage med videre. Og hvad den vil lade blive.
Far:
Det er sådan, verden forandrer sig.
Ikke fra den ene dag til den anden.
Men fra menneske til menneske.
Fra generation til generation.
Maria:
Og måske er kunst netop et sted, hvor generationer kan mødes. For et kunstværk fortæller ikke nødvendigvis det samme til alle. Det afhænger af, hvem der ser.
Hvad du har oplevet i dit liv.
Hvad du er inspireret af.
Hvilken sang, du hørte i morges eller hvilket menneske du så i bussen.
Far:
Derfor kan to mennesker stå foran det samme værk og se noget helt forskelligt. Uden at nogen af dem har fanget en objektiv sandhed.
Maria:
Det ene blik kan supplere det andet.
Far:
Og måske er det også sådan med generationer. Vi behøver ikke se verden på samme måde. Men vi kan se flere perspektiver, hvis vi kigger nysgerrigt sammen.
Maria:
Det var vores fortolkning af temaet generationer. Måske har kunstnerne her på udstillingen nogle andre variationer – eller måske er vi fuldstændig enige.
Under alle omstændigheder håber vi, at udstillingen kan få os til at se både kunsten – og hinanden – med lidt mere nysgerrighed.
Far:
Og måske opdage, at forskellen mellem generationer ikke kun handler om det, der skiller os.
Maria:
Men også om det, der forbinder os.
Far:
Velkommen til Generationer.
Datter:
Og rigtig god fornøjelse med udstillingen.
