Produktionsselskabet Blue Room Production inviterer på fredag d. 4. september igen hele Brabrand til fredagsbar i lokalerne på Langdalsvej 46. Denne gang kan du også se en række foto-projekter, medarbejderne hver især har puslet med hen over sommeren.
Da medejer af Blue Room Production, Frederik Sparvath, i sidste uge læste historien om Brabrands nye bryggeri, Aarhus NanoBryg, var han ikke i tvivl: Der skal da lokalt øl på bordet, når virksomheden fredag inviterer til fredagsbar.
En hurtig kontakt til bryggeriet på Rosbjergvej sikrede aftalen: Hvis du besøger Blue Room fredag, kan du smage produkterne fra Brabrands nye bryggeri.
Siden Blue Room Production for fire år siden flyttede ind på Langdalsvej 46, har fredagsbaren været en fast tilbagevendende årlig begivenhed. I første omgang blev den i foråret udskudt på grund af coronaen. Men nu skal det være.
Frederik Sparvath lover, at der vil være masser af håndsprit. Og de store lokaler rummer masser af plads til, at det er muligt at holde god afstand til de andre gæster.
”Jeg tror også, at folk trænger til at komme lidt ud, så nu gør vi det,” siger han.
Vigtigt med et mødested
Blue Room Production består nu af 10 medarbejdere, som leverer visuelle produktioner til organisationer og virksomheder. Oprindelig bestod leverancerne hovedsagelig af still-fotos, men video bliver en stadig vigtigere del af produkterne.
Virksomheden har især stor ekspertise inden for interiør-fotografering, hvor blandt andre Jysk er en stor kunde. Men også alle andre former for visuelle løsninger er nu en del af Blue Rooms ydelser.
De to ejere, Ejgil Lihn og Frederik Sparvath, bor begge i Brabrand og lever begge aktivt med i lokalsamfundets liv. Fredagsbaren er et lille bidrag til, at beboere i Brabrand kan mødes.
”Vi har selv brug lige at slappe af og drikke en øl sammen inden weekenden, og så vil vi godt en gang i mellem åbne det op for lokalsamfundet. Det er også vigtigt for os, at vores netværk her i Brabrand ved, vi er her, og hvad vi laver,” siger Frederik Sparvath.
Udstilling af fotoprojekter
Ud over selve fredagsbaren kan gæsterne denne gang også glæde sig til at tage et kig på den udstilling, Blue Room Production har skabt af en række foto-projekter, produktionsselskabets fotografer har puslet med hen over sommeren.
”Vi har givet hinanden den udfordring, at vi skulle prøve at lave nogle billeder, der ligger uden for det, vi laver til daglig. Det er sundt for os, at vi tvinger os selv og hinanden ud i kanten af vores normale faglighed,” forklarer Frederik Sparvath.
Nogle har arbejdet med andre fotografiske genrer, end de plejer, og andre har givet sig selv mere tekniske udfordringer. Alle projekter er endt med en serie billeder, man kan se på væggene i studiet.
Fredag d. 4. september kl. 14-19: Fredagsbar hos Blue Room Production, Langdalsvej 46. Du kan tilmelde dig via Facebook-begivenheden her.