Selvom man er en lokal folkeskole i det vestlige Aarhus, kan elever og lærere sagtens engagere sig i de store globale udfordringer. Vores Brabrand har fulgt to af Engdalskolens klasser, der i en periode har arbejde med FN´s 17 verdensmål. Dette er den anden af to artikler.
Der var helt stille i 9. klasse. Eleverne lyttede opmærksomt til Koudbi Koalas stemme, der på engelsk med afrikansk accent fortalte om hverdagen i Burkina Faso, hvor dagens – eneste – ret er hirsegrød, og rent vand for de fleste er en luksus.
”Undskyld min accent, men jeg vil gøre mit bedste for at fortælle jer, hvad jeg har på hjerte. Fordi det er vigtigt. I er unge og kan sammenligne menneskers muligheder her og i Burkina Faso”, siger Koudbi Koala og kigger rundt i klassen.
Han er inviteret til Danmark af organisationen Genvej til Udvikling, der har tilbudt skolerne et oplæg. Og lærer Thomas Andersen på Engdalskolen sagde straks ja tak. På den måde kunne hans elever få et indtryk af, hvor langt lande som Burkina Faso er fra at kunne opfylde krav om bl.a. mad, rent vand, skolegang og lægehjælp.
”I juni måned var jeg til en større konference på Godsbanen i Aarhus, hvor jeg hørte et oplæg om de 17 verdensmål af professor Steen Hildebrandt. Hans oplæg gjorde et meget stort indtryk på mig, og i løbet af sommeren besluttede jeg mig for, at så mange børn som muligt på Engdalskolen skulle høre om og blive klogere på verdensmålene,” siger Thomas Andersen og understreger, at skolen også bærer et stort ansvar for bæredygtig dannelse af eleverne.
Som opfølgning på arbejdet har en del af eleverne været på besøg på nogle af de yngre årgange og holdt oplæg som ambassadører for verdensmålene.
Over 100 elever i klassen
20 millioner mennesker lever i Burkina Faso, der ligger i det vestlige Afrika og er mest kendt for sin store bomuldsproduktion.
”Vi producerer bomuld i store mængder, men vi eksporterer alt for at tjene penge. Vi gør vores bedste for at overleve, men det er svært”, siger Koudbi Koala.
Men på de fleste af de 17 områder er Burkina Faso stadig langt fra at kunne leve op til FN´s verdensmål. For eksempel at kunne tilbyde en god uddannelse til alle.
”Skoler er et stort problem i mit land. Kun to ud af tre børn går i skole. Man skal betale for at gå i skole, og de fleste mennesker i Burkina Faso har ingen penge.
Jeg var selv så heldig at kunne komme i skole, da jeg var otte år. Og jeg elskede skolen…”
Og hvis man er så heldig at komme i skole, har man ofte over 100 klassekammerater, forklarer Koudbi Koala.
”De fleste ved ikke hvad morgenmad og frokost er”
Han fortæller om manglen på rent vand, der betyder, at man ofte skal gå fem kilometer for bare at få fat på vand af middelmådig kvalitet.
Sundhedstilstanden kunne også være meget bedre. 50.000 mennesker må deles om én læge. Og fattigdom og sult er noget, de fleste kender til:
”Stort set alle er fattige i Burkina Faso, og mange har svært ved at få mad hver dag. 85% er landmænd, men med tørke ni måneder om året er det svært at dyrke ret meget. Vi ved ikke, hvad morgenmad og frokost er. Mine landsmænd skal være glade, hvis de kan få mad én gang om dagen.”
Koudbi Koala og organisationen Benebnooma
Koudbi Koala rejser som musiker hvert år med sin gruppe på turné i Europa og bygger efterfølgende nye skoler i Burkina Faso for de penge, han tjener.
Han har stiftet organisationen Benebnooma, der ud over grundskoler har udviklet et danse- og musik-institut, hvor mange europæere og amerikanere hvert år kommer for at lære afrikansk dans og musik.
I tilknytning til instituttet har han skabt en årlig festival for verdensmusik i Burkina Faso. Han vil gerne vise landets unge musikere, at det er muligt at leve af musikken, hvis man arbejder hårdt, for at det kan lykkes.
”I tror på kultur – og kører på cykel”
Oplysningerne gør et stort indtryk på de unge, og da lærer Thomas Andersen inviterer eleverne til at stille kommentere og stille spørgsmål, rækker mange af dem hånden i vejret og spørger på velformuleret engelsk ind til meget af det, de lige har hørt.
”Det var virkelig fascinerende at høre, hvordan du har brugt musikken til at skabe forandring i dit lokalområde”, siger én.
En anden vil høre mere om, hvordan Koudbi Koala har oplevet Danmark.
”Jeg har fået et godt indtryk af Danmark. I tror på kultur. Og så kører I på cykel”, svarer Koudbi Koala, som slutter oplægget med en stor ros til eleverne og lærer Thomas Andersen:
”I am very surprised by the behavior of your students!”
Han er tydeligvis glad for mødet med 9. klasse og foreslår til slut, at han vender tilbage med sin musikgruppe for at spille i Brabrand. Og eleverne nikker. De har tydeligvis fået en oplevelse og er klar til at yde deres bidrag.
Se også denne video om organisationen Benebnooma´s arbejde i Burkina Faso
Den første af de to artikler om Engdalskolens arbejde med verdensmålene finder du her