De tre medlemmer af fotogruppen Foto*Vision har alle haft et kamera i hånden, siden de var omkring 14 år. I dag har de alle nået pensionsalderen – men de har stadig en stor passion for fotografi og udstiller i de kommende måneder i gallerisalen i Brabrands kulturhus Gasværket.
Hvis man selv synes, man er dygtig til at spille musik, men kun sidder hjemme på sit værelse og spiller – så glæder man sig til at komme ud og spille sin musik for andre.
Et af de tre medlemmer af fotogruppen Foto*Vision, Peter Krogbæk Andreasen, nævner eksemplet for at fortælle, hvad der driver de tre fotografer til at arrangere fotoudstillinger rundt om i Aarhus.
”Vi håber virkelig, at der kommer nogle mennesker på Gasværket og ser vores billeder. Det er altid enormt interessant at gå og diskutere fotografi med dem der kommer, og høre deres mening.”
Det siger Jørgen Bundgaard, 73, som sammen med Johnny Schou, 75, og Peter Krogbæk Andreasen, 68, står bag udstillingen “Fra indtryk til udtryk”. Den åbner med en fernisering mandag d. 15. januar kl. 18.30 og kan derefter ses frem til kort før påske.
En stor tilfredsstillelse
De tre har sammen dannet fotogruppen Foto*Vision, der danner rammen om deres store fælles interesse i fotografi. De tager på ture sammen, fotograferer, diskuterer billedbehandling – men først og fremmest nyder de at diskutere fotografi.
Og så er der lysten til at lave fotoudstillinger. De har netop afsluttet en udstilling i Elsted Sognegård, inden de midt på ugen mødte op på Gasværket med en masse eksempler på deres arbejde og begyndte at hænge de cirka 70 billeder op i Gasværkets gallerisal.
”Vi har altid drømt om at udstille vores billeder. Det er meget tidkrævende, men der er en stor tilfredsstillelse ved at møde de mennesker, som kommer og ser udstillingen, siger Peter Krogbæk Andreasen.
”Vi ser alle rigtig mange fotos på Instagram og Facebook, men man få et helt andet indtryk af billederne, end når man ser dem på en skærm,” siger Johnny Schou og peger rundt i lokalet.
Efter Brabrand følger en udstilling i Immanuelskirken på Frederiksbjerg, så Åbyhøj Bibliotek, og derefter følger en udstilling i Hørning Sognegård.
Tre indfaldsvinkler til fotografi
Det er tre meget forskellige fotografer, der på Gasværket præsenterer deres billeder. Vores Brabrand har bedt dem om at fortælle, hvad publikum kan forvente. Først Peter Krogbæk Andreasen:
”De billeder, jeg viser, er taget på forskellige rejser, jeg har været på. Jeg kan godt li´ at gå og iagttage gadelivet, mens jeg venter på, at der opstår en spændende situation. Det er der tit. Billederne her viser gademusikanter i Tallinn i Estland. De fortæller om mennesker, der lever 100 procent for musikken – men viser også hvor ensom en tilværelse det kan være.”
Johnny Schou er uddannet portræt- og reklamefotograf og nyder nu tilværelsen som pensionist, hvor han kan tillade sig at eksperimentere meget mere, end han kunne som professionel fotograf:
”Jeg eksperimenterer med at forandre digitale fotografier til noget, der kan minde om analoge billeder – kan man sige kunstværker,” spørger han forsigtigt.
Det mener Jørgen Bundgaard og Peter Krogbæk Andreasen sagtens, at man kan i Johnny Schous tilfælde. Han viser nogle billeder, som nærmest kan minde om akvarel-malerier. Nogle er sort-hvide fotos, hvor han har redigeret dem hårdt for at få kontrasterne endnu mere frem.
Jørgen Bundgaard tilføjer med sine billeder yderligere en dimension til udstillingen med sine naturalistiske fotos af arkitektur og natur. På udstillingen på Gasværket har han samlet en stribe fotos fra Oman, hvor han tidligere boede i en årrække.
Dertil kommer en række plancher, han selv har fremstillet, hvor den besøgende får informationer om landet og de udvalgte billeder.
”Der er en løbende diskussion blandt fotografer, om man bør tilføje tekster til billederne. Her har jeg valgt at supplere med mere tekst end normalt. Der er nogle historier, jeg gerne vil fortælle,” siger Jørgen Bundgaard.
“Fra indtryk til udtryk” på Gasværket, Byleddet 2c: Fernisering mandag d. 15. januar kl. 18.30. Derefter kan udstillingen ses, når der er arrangementer i Gasværkets gallerisal – blandt andet under litteratur- og musikfestivalen VinterStemmer lørdag d. 27. januar.