Med café, bistro, garnbutik, vinhandel og iskiosk er handelslivet i Hovedgaden så småt vendt tilbage. Det giver lyst til mere. Per Pedersen, Dyssehøjvej, opfordrer til, at lokalområdet går sammen om at få flere butikker til Hovedgaden, måske via tegning af andelsbeviser.
”Det skal være nu, mens der er den her store interesse for det lokale!”
Per Pedersen ser insisterende hen over bordet. Det, han håber vil ske hen over sommeren, er at nogen vil gribe bolden og gå i gang med at indrette en slagterbutik eller måske en grønthandel i Hovedgaden. Tiden er helt rigtig lige nu, understreger han.
Han bor selv på Dyssehøjvej lige på den anden side af Silkeborgvej men følger levende med i Hovedgadens liv – der i de sidste par år for alvor er noget, man snakker om i Brabrand. Der er igen blevet noget at komme efter i gaden, der altid har været central for Brabrands liv.
Godt nok var det helt anderledes tilbage i tiden, da Per Pedersen var dreng, og der var adskillige købmænd, tre bagere, en slagter, en blomsterforretning, en cykelhandler og meget mere:
”Der var meget mere gang i Hovedgaden dengang. Jeg ved godt, at der igen er kommet nogle forskellige ting i gaden, men der kunne godt ske endnu mere,” siger Per Pedersen.
Trygt at handle i nærområdet
Hvert år ved juletid sælger han på Dyssehøjvej juletræer til det meste af Brabrand, samtidig med at han får en god snak med folk. Og han er ikke i tvivl om, at interessen og opbakningen vil være stor, hvis en slagter eller en ostehandel åbnede i Hovedgaden.
Han understreger, at han kun har det bedste at sige om Slagter Stjernholm i City Vest, og han køber selv sine bøffer dér, når han vil være helt sikker på, at de er helt møre.
Det er mere afstanden, han tænker på. Det vil for mange især ældre beboere være både nært og mere trygt, hvis de kan handle i nærområdet, forklarer han.
”Det er jo kun en idé, jeg har. Jeg synes bare, der skal ske noget mere i den Hovedgade, og jeg håber, at nogen vil bruge sommeren på at tænke over, hvordan gør vi det på den rigtige måde.”
Andelsbeviser en mulighed
Per Pedersen forestiller sig, at lokalområdet vil kunne støtte en ung iværksætter, som har lyst til at gå i gang, men mangler kapital. Ved at sælge andelsbeviser á 250 kr. bliver det muligt, at alle kan være med. Man kan så købe flere beviser, hvis man har pengene til det, tilføjer han og understreger, at han selv er klar til at bidrage.
På den måde kunne lokalområdet for eksempel hjælpe en nystartet butiksejer med husleje i en periode, til virksomheden var kommet godt i gang.
”Det skal naturligvis være sådan, at man får pengene tilbage, hvis projektet ikke bliver til noget,” understreger han.
”Det kunne være sjovt, hvis vi igen kunne blive selvforsynende i Brabrand. Jeg fornemmer, at folk snakker om det,” siger han opfordrer i øvrigt til, at man støtter de eksisterende lokale handlende, for eksempel købmanden på Hougårdsvej, sådan at de fortsat vil kunne drive deres forretning.
Der er dog en praktisk barriere for, at der kan åbne nye butikker i Hovedgaden: De fleste af de tidligere butikslokaler er gennem årene blevet omdannet til boliger.
”Det er bestemt et problem. Man var rimeligt hurtige til at lave lejligheder, da butikkerne lukkede. Jeg synes bare ikke, man skal give op af den grund.”