
Hvide duge, højstilkede glas og omhyggeligt foldede servietter. Mandag formiddag var der dækket op til den helt store middag i Sødalskolens aula. Forret, hovedret og dessert ventede forude – men det var Book Tasting, der var på menuen. Formålet var at vække skolens elevers lyst til at læse bøger.
“I skal smage på nogle bøger. Vi skal først igennem en lille forret, så en hovedret og til sidst en dessert. Bare gå rundt om bordet og kig, indtil I finder en bog, hvor I tænker, den kunne jeg faktisk godt tænke mig at læse. Så sætter I jer bare dér.”
Sådan lød introduktionen til Sødalskolens 8. klasse, som havde kigget nysgerrigt på den smukke borddækning og lyttet til den afdæmpede Chopin-musik i højttalerne — og måske set sig omkring efter menukortet.
Men der var “kun” bøger på menuen.
Mandag var den internationale læsedag – og en oplagt dag for Sødalskolen til at rydde skoleskemaet og sætte læsning på programmet.
Store Læsedag er en fast tilbagevendende dag på skolen, og denne mandag var der som altid fælles læsning med venskabsklasserne. Og derefter Bamselæsning for de yngste og Book Tasting for de øvrige klasser fra 4. klasse og op.
“På denne her Store Læsedag er det vores mål at skabe noget læselyst hos eleverne. Book Tasting skal hjælpe eleverne med at smage på bøgerne og opleve dem på en ny måde,” fortalte læringsvejleder på Sødalskolens pædagogiske læringscenter, Lone Haastrup.
Sammen med skolens to læsevejledere Louise Buskbjerg og Line Dam havde hun forberedt dagen godt, og de tre havde selv medbragte de hvide duge og de højstilkede glas hjemmefra for at skabe den helt rigtige stemning.
“De store læseundersøgelser herhjemme viser i stigende grad, at eleverne stopper med at låne bøger omkring 7., 8. og 9. klasse. De holder ganske simpelt op med at læse. Og de holder også op med at komme på biblioteket. Så hvis de ikke kommer til os, så må vi komme til dem,” fortalte de tre undervisere.
De har alle tre øget det opsøgende arbejde. De går ud i klasserne og forsøger at inspirere eleverne til at læse noget mere. Og det gælder især skolens ældste klasser.
“De små vil jo rigtig gerne låne bøger, men de store skal vi virkelig arbejde for at fastholde. Det her koncept er jo nyt for dem, og man kan se, at de synes, det ser flot ud. Det giver lige noget motivation til at sætte sig og bladre i bøgerne,” sagde Lone Haastrup.
Og responsen var selv for de garvede læsevejledere ganske overvældende.
“Vi har lånt rigtig mange bøger ud i dag. 5. årgang, som var på besøg lige før, var rigtig fanget af det. Jeg tror, næsten alle lånte en bog,” fortalte hun.
Vil invitere forældrene
Og det så faktisk også ud, som om eleverne på 8. årgang blev nysgerrige på de fremlagte bøger. De satte sig og bladrede og læste – og nogle blev tilsyneladende opslugt af læsningen. Måske skulle de ligefrem låne en biblioteksbog?

De tre undervisere havde sørget for, at der var mulighed for at skrive nogle noter ned til de stillede opgaver – og de pænt dækkede borde var tilsyneladende med til at skabe øget nysgerrighed og læsning.
De har også andre ideer til, hvordan de kan øge læsningen i hjemmene.
“Vi har snakket om at vi en gang imellem vil bede forældrene om at hente deres børn i PLC (skolebiblioteket, red.), og så kan de få lov til at låne en bog sammen med deres barn. Vi ved fra flere undersøgelser, at det understøtter læsning, at forældrene er involveret,” siger Lone Haastrup.
Skaber stærke fællesskaber
Som nævnt er Store Læsedag blevet en tradition på Sødalskolen, og skoleleder Anne Katrine Kusk glæder sig over, at medarbejderne på skolen udvikler nye koncepter, der fanger eleverne på forskellige klassetrin.
Både de yngste elevers læsning for deres bamser og de ældste smagning på forskellige bøger.
“Sådan en dag som Store Læsedag er jo også noget af det, vi står på i forhold til at kunne skabe nogle stærke fællesskaber på skolen, og det viser samtidig, at vi har fokus på fagligheden. Det er et virkelig godt eksempel på, hvordan vi får kombineret de elementer i skolens hverdag,” siger Anne Katrine Kusk.
Hun understreger, at de små elever hermed får opbygget læselyst og nysgerrighed fra de første skoleår, men at Store Læsedag også er med til at fastholde de ældste elevers nysgerrighed på læsning og gode fortællinger.
“Naturligvis har det også fuldt fokus på de ting i hverdagen, men de her særlige events er med til at sikre, at vi også har en fælles bagage med os i det daglige. Det er noget, vi gør sammen,” siger hun.



