Hovedgaden i Brabrand ser lidt træt og slidt ud og trænger til en grundig renovering. Det mener mange beboere i Brabrand, og synspunktet møder også forståelse i Aarhus Kommune. En gruppe aktive lokale borgere er nu gået i gang med at samle de bedste ideer til en fornyelse af Hovedgaden.
Hovedgaden mangler især nogle udendørs mødesteder, hvor man kan sætte sig og få en snak. Og især mangler der muligheder for børnene.
Sådan lyder de første markante tilbagemeldinger fra de første cirka 50 personer, som har svaret på et spørgeskema om, hvad de ønsker sig af Hovedgaden. Håbet er, at Aarhus Kommune siger ja til at renovere og forny den gennemgående gade gennem det centrale Brabrand.
Allerflest – 40 procent – efterlyser steder i Hovedgaden at kunne mødes udendørs. Næsten 25 procent drømmer om, at biltrafikken kunne ledes andre steder hen, og gaden kunne omdannes til gågade. Næsten lige så mange – 20 procent – håber på øer, bump og lignende, er kan begrænse hastigheden. Og godt 15 procent håber på cykelsti.
Der er stadig rig mulighed for, at du kan give dit besyv med, for undersøgelsen fortsætter resten af december, og du kan stadig komme med din mening via dette link. Men i borgergruppen bag undersøgelsen er der glæde over, at så mange har svaret allerede.
”Vi er allerede godt i gang, og vi håber selvfølgelig at få så mange besvarelser som muligt. Vi vil nok også invitere til et eller to fysiske møder, hvor der bliver lejlighed til at diskutere forslagene,” siger Joke Habben, som er et af medlemmerne i borgergruppen.
”Det tyder på, at vi kan få rigtig meget ud af undersøgelsen. Og det er dejligt, at også organisationer, som Brabrand Erhvervsforening engagerer sig i Hovedgadens udvikling,” tilføjer et andet medlem, Jørgen Vinther Pedersen, som selv bor i Hovedgaden.
De tre øvrige medlemmer af arbejdsgruppen, der er nedsat med tilknytning til Brabrand-Årslev Fællesråd, er Unn Høje, Jacob la Cour Christensen og Paw Simon Krogh.
Mulighed for samfinansiering
Mobilitets-afdelingen under Teknik og Miljø har i et par år haft Hovedgaden på listen over trafikudfordringer i Brabrand, som forvaltningen vil gøre noget ved, når der bliver penge til det. Men pengene har det dog knebet med indtil nu.
Men inden længe er der muligvis en åbning, kunne Vores Brabrand i november fortælle i PLUS-nyhedsbrevet, der sendes ud til lokalmediets medlemmer. Der skal i 2023 laves ledningsarbejde på den 560 meter lange strækning i Hovedgaden fra Engdalskolen til Truevej. Måske kan det være muligheden, mange har ventet på
Teknik og Miljø vil forsøge at finde pengene ved hjælpe af det, man kunne kalde Hejredalsvej-modellen – også kaldet samfinansiering: Her lykkedes det at finde de fire mio. kr. til etablering af cykelstier ved at pulje anlægsmidler fra forskellige økonomiske kasser.
”Som situationen er lige nu, har vi ingen finansiering til et projekt i Hovedgaden. Men vi vil nok prøve, om vi kan definere et projekt ud fra den samme model, og se om vi på den måde kan finde pengene,” sagde specialkonsulent i Mobilitet, Lars Clausen.
Grønne mødesteder
Derfor har borgergruppen travlt med at samle alle de gode ideer til en udvikling af Hovedgaden. Håbet er, at man forholdsvis hurtigt i 2023 kan aflevere en samlet ønskeseddel til Mobilitet fra borgerne i Brabrand.
Joke Habben og Jørgen Vinther Pedersen er godt klar over, at det nok ikke ender med en stor forkromet løsning, hvor Hovedgaden bliver til gågade, og bilisterne må finde andre veje. Men mindre kan også gøre det.
”Alle andre steder er der mere byliv end i Hovedgaden i Brabrand. For eksempel sidder man på Aarhus Street Food side om side med folk, man ikke kender. Det er blevet et mødested, som rigtig mange bruger,” siger Joke Habben.
Hun og Jørgen Vinther Pedersen ser for sig, at man ved at inddrage en del af vejbanen til opholdsrum kan skabe grønne, hyggelige mødesteder med bænke, blomsterkummer og eventuelle andre faciliteter .
Og så tænker de, at det lille torv, hvor shawarma-butikken ligger, ligeledes kunne gøres meget mere indbydende som opholdsrum med en mulig legeplads til børn.
Ibens Kaffehus har vist potentialet
Engagementet lyser ud af dem begge, mens de taler om de mange ideer. Men vigtigst for dem lige nu er, at så mange som muligt har lyst til at bidrage med ideer og forslag.
”Ibens Kaffehus har vist, at der er en interesse hos mange for at komme ud og mødes i bydelen. Kaffehuset er en vellykket prototype, der viser at forskellige grupper kommer og bruger det samme sted. Mødre med børn kommer og drikker kaffe og snakker, og familier mødes og spiller spil,” siger Joke Habben.
Hun vurderer, at endnu flere har lyst til at samles, hvis der også er flere udendørs muligheder. Blandt andet drømmer hun om at se flere af eleverne på den nærliggende Engdalskolen i en mere levende Hovedgaden.
Borgergruppen håber desuden at få indbygget en mere sikker skolevej i en fornyelse af Hovedgaden. Det vil kunne få flere til at gå eller cykle i skole. Hermed får klimaet ligeledes glæde af en fornyet Hovedgade.
Som nævnt har du fortsat mulighed for at svare på spørgeskemaet om din oplevelse og brug af Hovedgaden. Du finder skemaet her.
Når Vores Brabrand mandag d. 9. januar kl. 19 holder årsmøde på Gasværket, vil Hovedgadens fremtid blive et af hovedtemaerne. Vi vil se nærmere på mulighederne for at skabe en rarere og tryggere bygade og diskutere muligheder og dilemmaer.
I mødet deltager blandt andre rådmand for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang, som selv bor i Hovedgaden. Send en mail til voresbrabrand@gmail.com, hvis du ønsker at deltage i mødet.
Hvis du ønsker at svare på spørgeskemaet om Hovedgaden, kan du gøre det via dette link.