Et socialt bofællesskab i Gellerup for borgere, der slås med psykiske vanskeligheder, har modtaget Den Flyvende Gris 2021. Prisen gives til Fælleslejligheden på Jettesvej for at levere “godt gedigent recovery-orienteret rehabiliteringsarbejde”.
Tekst og foto: Helle Hansen, Skræppebladet
Gennem mere end 17 år har en fireværelses stuelejlighed på Jettesvej i Gellerupparken dannet rammen om en helt særlig indsats, der tager hånd om en gruppe borgere, der alle er mindst dobbelt diagnosticerede.
I starten af november modtog medarbejderne ”Den Flyvende Gris”, en pris, der siden 2012 er blevet uddelt af Dansk Selskab for Psykosocial Rehabilitering.
Det var nogle glade prismodtagere, Skræppebladet mødte, da vi kiggede forbi Jettesvej for at høre, hvad det er, fællesskabet gør så godt, at den bliver berømmet.
Indenfor tager Allan Friis glad imod. Han har været med siden starten i 2004, da Fælleslejligheden var et satspuljeprojekt med bostøtte. Lissi Jensen kom med ombord i 2009, og Zamzam Ali har været der de sidste 10 år.
Selv om de kun er tre ansatte og et par pædagogstuderende, så er Fælleslejligheden åben seks dage om ugen. Den er kun lukket lørdag.
”Nogle dage har vi åbent om formiddagen, andre dage længe om aftenen. Søndagen er her åbent fra formiddag til hen på eftermiddagen,” fortæller Allan Friis og siger, at det kun kan lade sig gøre, fordi borgerne langt hen ad vejen er selvkørende og med til at tage hånd om hinanden.
I perioder har borgerne også mulighed for at anvende Fælleslejligheden, når medarbejderne ikke er til stede. Lissi Jensen overtager ordet og fortæller, at fokus er på at styrke fællesskabet, og at borgerne tager et medejerskab for at skabe en tryg social ramme, som giver den enkelte mulighed for at have et sted at høre til.
”Det handler om at skabe et fundament i hverdagen, hvor basale behov skal være opfyldt.”
Gedigent rehabiliteringsarbejde
”Dommerkomiteen har i år valgt at lægge vægt på et eksempel på godt gedigent recovery-orienteret rehabiliteringsarbejde, som ikke kræver en stor økonomi eller en masse medarbejderressourcer. Et lille – simpelt i ordets bedste forstand – tilbud placeret midt i lokalmiljøet eller efterhånden snarere integreret i lokalmiljøet, som samarbejder med borgere, derudover at langt de fleste har en anden etnisk baggrund end dansk, også slås med både svære psykiske vanskeligheder, ofte i følge med sociale og fysiske problemer og et forbrug af rusmidler.”
Sådan lød ordene i næstformand i Dansk Selskab for Psykosocial Rehabilitering, Tonie Rasmussens pristale, da ”Den Flyvende Gris” blev overrakt.
Allan, Lissi og Zamzam er meget stolte og glade for anerkendelsen.
”Prisen betyder rigtig meget for os. Det er en flot anerkendelse af det arbejde, vi laver til dagligt og som måske ikke er så kendt, men som det giver os en kæmpe tilfredsstillelse af lave. Vi giver tit hinanden high fives, når vi går hjem. Når vi oplever at have hjulpet en borger til at tage ansvar og have fokus på sig selv,” siger Allan.
Lissi afslutter sætningen med at understrege, at det handler om at tage små skridt ad gangen:
”Vi har ingen ambitioner om, at de skal flytte sig lynhurtigt. Vi ved godt, det tager tid.”
Fem lejligheder i Gellerup
Der er fem små lejligheder spredt rundt i Gellerupparken tilknyttet fællesskabet, men der er cirka 20 borgere, der for tiden deltager i fællesskabet på Jettesvej. Ni forskellige nationaliteter, der støtter og råder hinanden.
”Det ville blive kedeligt med kun fem borgere, så hvis vi ser, at der bor nogle i nærheden, så siger vi haps og inviterer indenfor,” siger Lissi og beskriver Fælleslejligheden som en platform for socialt samvær.
Nogle af borgerne er tidligere brugere, der er kommet sig og flyttet i bolig andre steder i byen, men de kommer ofte på besøg. I fællesskabet kan de få et måltid mad, som der afhængigt af dagsformen er mulighed for at hjælpe med at lave. Og i et værelse kan der også laves fitness på et par maskiner og tilgås internettet.
”Nogle oplever det lidt som at have en familie, hvilket mange ikke har. Andre kalder stedet en ungdomsklub for voksne. Her kan de få hjælp med breve, men de kan også få vasket tøj, og så kan de tage et bad og opleve wellness i vores badekar,” fortæller Zamzam.
Corona-alternativ
Selv om Fælleslejligheden sidste sommer blev ramt af coronanedlukning, så holdt det ikke borgerne fra at mødes. I stedet rykkede man udenfor på bænkene og satte borde og stole op.
”Det blev rigtigt hyggeligt, fordi at naboerne også kom forbi og snakkede, og endte i foråret med, at borgerne nærmest kom med til studentergilde, da en ung nabo fik hue på,” fortæller Lissi og siger, at humor er noget af det, som bruges til at vende trælse situationer.
”Vi kan godt lide at drille hinanden. Og gennem alle årene har vi aldrig oplevet nogen større konflikter.”
Medarbejdere i Fælleslejligheden dedikerer Den Flyvende Gris 2021 til de borgere, der gennem årene har været med på rejsen. At Fælleslejligheden fik prisen, har de alle en stor andel i.
Artiklen har tidligere været bragt i Brabrand Boligforenings blad, Skræppebladet.