Sommersæsonen er for alvor startet i Brabrand IF Petanque. Over de seneste uger er petanque-spillerne fra Brabrand IF begyndt at røre på sig. Det har resulteret i deltagelse ved turneringer rundt omkring i Danmark, fra Mors til Sjælland.
Lørdag den 22. april var der en særlig intens stemning på petanque-spillernes anlæg bag Brabrandhallen. Her mødte flere Brabrand-hold spillere fra Vendsyssel, Læborg og Hvirring i sæsonens første turneringskampe.
Der blev spillet to runder i hver holdkamp, så spillerne skulle i alt dyste i seks kampe i løbet af dagen.
Inden opstarten havde klubbens arbejdshold været i gang med at friske anlægget op. En onsdag eftermiddag blev flittigt brugt på at gøre banerne og afdelingens skønne klubhus ekstra indbydende til klubbens medlemmer og kommende gæster.
”Tusind tak for indsatsen til hele arbejdsholdet for denne indsats. Det er noget, der bliver værdsat,” skriver bestyrelsen.
Op til sæsonstarten deltog 25 medlemmer i en veltilrettelagt opstarts-turnering på banearealet bag hallen 1. april. Her mødte medlemmerne, unge som gamle, ind til en kop kaffe og en bid brød, inden der blev dystet over tre kampe om et par velsmagende flasker vin.
Og rundt om i landet har de dygtige Brabrand-spillere deltaget i flere turneringer.
Ved et par af turneringerne løb Brabrand med topplaceringerne. Derudover har klubbens tre turneringshold deltaget i træningskampe imod nærliggende klubber for at afprøve nogle konstellationer til de kommende kampe.
Endelig har der også været afholdt træningssamlinger, hvor nogle af teknikkerne kunne øves lidt ekstra. Her var spilleudvalget på banen med nye øvelser, så klubbens medlemmer kunne prøve formen af, inden de store kampe for alvor skal udspilles.