Rådmand for Sundhed og Omsorg, Christian Budde, har besluttet, at 34 af de 35 folkehuse i Aarhus Kommune kommer til at fortsætte. Blandt de lukningstruede var Folkehuset Gellerup, men der skal nu findes en løsning, så aktiviteterne på Gudrunsvej 80 kan fortsætte et andet sted.
En ting står klart efter mange lokale brugermøder, åbne dialogmøder, en omfattende analyse og 115 høringssvar: Folkehusene har vundet en helt særlig plads hos århusianerne.
Det skriver Sundhed og Omsorg i en pressemeddelelse, hvor man fortæller, at de fleste af folkehusene får lov til at fortsætte:
”Det har hele tiden været klart for mig, hvor stor betydning fællesskaberne har lokalt, store såvel som små – og at vi har brug for endnu flere fællesskaber til at forebygge og bekæmpe den stigende ensomhed. Men det har overrasket mig, at det har så stor betydning at være i et hus, der hedder ”folkehus”, fortæller Christian Budde, rådmand for Sundhed og Omsorg.
”Jeg er blevet mødt af en enorm stor kærlighed til vores unikke, århusianske koncept, og det skal vi selvfølgelig værne om.”
Også hos andre medlemmer af forligskredsen er der glæde over beslutningen:
”Jeg er rigtig glad for, at vi er nået i mål. Vi har lyttet til de mange borgere som er kommet med mange gode og vigtige input. Der er ingen tvivl om, at vi kommer til at styrke vores folkehuse og vi får hjulpet endnu flere ældre ind i stærke lokale fællesskaber. Personligt er jeg både stolt og glad for at vi kommer til at bevare 34 folkehuse”, udtaler Peter Sporleder, Det Konservative Folkeparti.
”Jeg glæder mig over, at der med de nye investeringer også kan skabes nye muligheder i vores folkehuse”, siger Polly Dutschke, Radikale Venstre.
Vil invitere til møde i Gellerup
Kun Folkehuset Rosenvang lukker, mens otte folkehuse skal finde en lokal form, der gør, at de fortsat kan være folkehuse, og samtidig kan give ro til de fællesskaber, der bruger husene i dag.
Folkehuset Gellerup er et af de otte, da folkehusets lokaler på Gudrunsvej 80 er under opsigelse, og der derfor skal finde nye rammer for fællesskaberne.
”Vi vil i den nærmeste fremtid invitere jer til et møde, hvor vi sammen kan se på, hvordan vi kan videreføre og udvikle rammen omkring fællesskaberne ud fra de lokale muligheder, når lejemålet ophører,” skriver leder af folkehusene i distrikt Midt, Jakob Bavnshøj.
Håber på støtte fra Nordea-fonden
Sundhed og Omsorg står samtidig tilbage med flere folkehuse, end intentionerne i budgetforliget lagde op til. Der er derfor også behov for at se på investeringer, der sammen med lokale planer for husene kan skabe økonomisk balance på sigt.
Op mod 50 millioner til udvikling
Rådmanden ser også frem til, at videreudviklingen af folkehusene nu kan komme i gang sammen med alle de lokale kræfter.
”Jeg forventer, at der kan investeres op mod 50 mio. kr. i fremtidens folkehuse, hvis ansøgningen til Nordea-fonden bliver godkendt, og der etableres synergier med udviklingen af udsatte boligområder. Vi skal sikre fællesskaber for endnu flere, der savner et. Det skal vi sammen med borgerne og lokale samarbejdspartnere”, fortæller Christian Budde.
Glæde hos Ældrerådet og Ældre Sagen
Beslutningen om fremtidens folkehuse glæder formand for Ældrerådet, Jan Radzewicz, der også sidder i Styregruppen for fremtidens folkehuse:
”Det har været en proces, hvor borgerne i høj grad er blevet spurgt og hørt. I Ældrerådet ser vi frem til at følge husenes udvikling, og det er godt, at der bliver investeret økonomisk”.
Formand for Ældre Sagen Aarhus, Torben Dreier, der også er medlem af styregruppen, supplerer:
”Det, at beslutningen er landet, giver ro til alle folkehusenes brugere. Processen har givet mange gode perspektiver og vist nye muligheder, som vi skal tage med i det videre arbejde”.
Sideløbende med videreudviklingen og ansøgningen til Nordea-fonden er der behov for at tage hånd om de otte huse, der skal have en lokal form, så de kan fortsætte som folkehuse, skriver Sundhed og Omsorg.
Artiklen er baseret på en pressemeddelelse fra Sundhed og Omsorg.