Når fuglene synger, og senior-roerne i roklubben ARA har haft standerhejsning på ro-stadion ved Brabrand Sø – så nærmer foråret sig. Og nu er det tæt på. Tirsdag middag var der traditionen tro standerhejsning, og roerne skålede på en god sæson med bobler i højstilkede glas.
Det dufter af lak i bådhuset. De flotte træbåde ligger med bunden i vejret og har tydeligvis fået en ordentlig omgang i løbet af vinteren.
Det kribler i kroppen på medlemmerne af senior-afdelingen i roklubben ARA for at komme på vandet igen. Mange har holdt kroppen ved lige i ergometer-maskinerne i klubhuset – men det er nu noget andet at komme ud på vandet og mærke naturen på og omkring Brabrand Sø.
Afdelingens formand, Hanne Blankenberg, holdt tale, inden klubbens grønne og hvide flag blev sendt til tops i flagstangen ved ro-station.
Den sidste standerhejsning var helt tilbage i 2019, og hun glædede sig over, at det nu igen kunne lade sig gøre at mødes – og at vandet heldigvis har trukket sig tilbage i søen, hvor det hører hjemme.
Bådene er gjort klar, og medlemmerne har været en tur i svømmehallen for at bestå den obligatoriske svømmeprøve. Og Hanne Blankenberg mindede også om, at ”uden vesten slutter festen”.
Nye ”kaniner” skal i gang
Der er en lang venteliste af seniorer, som er stoppet på arbejdsmarkedet og gerne vil i gang med en ny fritidsinteresse. Men der er ikke mange ledige pladser, for medlemmerne af SERO bliver ved med at hoppe i bådene, også selv om de har nået en høj alder.
Til denne sæson er syv nye medlemmer optaget i klubben. Kaninerne, som de kaldes, skal nu i gang med at lære at ro, før de slippes løs på lige fod med de garvede medlemmer.
”Tag godt imod dem og pas godt på dem. Det er jeres nye ro-makkere,” opfordrede Hanne Blankenberg, inden der blev skålet med de højstilkede glas på en god sæson.
SERO´s lykkelige dag
SERO har fælles roning og morgenkaffe hver tirsdag formiddag. En ro-vagt sætter bådholdene og sørge for, at bådene kommer vel af sted og på land igen. Derefter sørger roerne selv for, at båden bliver gjort rent og sat på plads.
Derefter er der morgenkaffe i klublokalet, inden de mest ihærdige igen kan komme en tur på vandet.
Men det er også muligt at ro alle ugens andre dage. Nogle tager initiativ til ture, og man kan så melde sig på via internettet.
Roklubben ARA deler faciliteterne i og omkring ro-station med flere andre roklubber, og konkurrence-roere og motionister trives fint side om side.
SERO´s huspoet, Bodil, havde en sen aften skrevet en sang til standerhejsningen. Den gik på melodien ”Svantes lykkelige dag”, og første vers lød:
Oh, hvilken herlig stund!
Søen er blå og sund.
Standeren, den er sat op,
Lyser på rohusets top.
Roning er ikke det værste, vi har,
Og om lidt er kaffen klar.
Og præcis som i sangen var kaffen brygget i klubhuset, og der var gjort klar til frokost for medlemmerne, inden nogle af dem skulle på vandet for første gang i år.